Ved loven bemyndiges socialministeren til at oprette et selvstændigt socialforskningsinstitut, hvis opgave skal være at foretage, fremme og samordne undersøgelser og forsøgsarbejder til belysning af sociale forhold, herunder af den sociale forsikring og forsorg, af arbejdslivet samt de sociale sider af familie- og ungdomsspørgsmål og bolig- og sundhedsforhold.

Instituttet bestyres af en direktør og et forskningsråd. Direktøren, der har den faglige og administrative ledelse af instituttet, udnævnes efter indstilling fra forskningsrådet, som består af:

a) 6 professorer eller andre universitetslærere eller personer med tilsvarende videnskabelig uddannelse, udpeget af universiteterne i København og Århus efter forhandling mellem disse. De pågældende skal fortrinsvis udpeges inden for fagene socialpolitik, sociologi, psykiatri, psykologi og socialhygiejne, således at der så vidt muligt for faget socialpolitik udpeges 2 medlemmer;

b) direktøren for Danmarks pædagogiske institut;

c) 5 medlemmer udpeget henholdsvis af socialministeriet, arbejdsministeriet, boligministeriet, indenrigsministeriet og det statistiske departement;

d) 2 sagkyndige vedrørende den kommunale sociale administration udpeget af socialministeriet;

e) direktøren for socialforskningsinstituttet.

Det påhviler forskningsrådet at godkende instituttets arbejdsplan, at følge udviklingen inden for det sociale forskningsområde og at tage initiativ til gennemførelse af forskningsopgaver, ligesom det årlig skal aflægge beretning om instituttets virksomhed til socialministeren.

De til instituttets virksomhed fornødne midler stilles til rådighed på de årlige finanslove. Herudover kan instituttet dog til løsning af særlige opgaver selv søge tilvejebragt de nødvendige midler.

Det oprindeligt fremsatte lovforslag var — bortset fra nogle ændringer af redaktionel karakter — identisk med et udkast, der var udarbejdet af et i marts 1955 nedsat udvalg, der fik til opgave at overveje formen for tilvejebringelse af faste og varige rammer for det sociale forskningsarbejde. Udvalget var under sit arbejde nået til det resultat, at en effektiv socialforskning må forudsætte, at der skabes mulighed for kontinuerlig forskning gennem et langsigtet forskningsprogram og gennem tilknytning af faste medarbejdere, der har kendskab til forskningsområderne og arbejdsmetoderne, og som har tid til at følge såvel socialpolitikkens som samfundsvidenskabernes udvikling.

Udvalget havde undersøgt mulighederne for at henlægge forskningsarbejdet til universiteterne, men foretrak et fritstående forskningsinstitut. Efter udvalgets forslag skulle instituttet stå til rådighed for alle ministerier og andre organer, der har socialpolitiske opgaver, og der peges navnlig på, at det ved en sådan ordning vil være muligt at udnytte de forskellige arter af teoretisk sagkundskab, at opretholde kontakten med universiteterne og andre forskningscentre, den sociale administration, arbejdsmarkedets organisationer m. v. og at udnytte disse institutioners erfaringer og oplysninger.

Ved fremsættelsen gav socialministeren på regeringens vegne tilslutning til udvalgets synspunkter og udtalte bl. a.:

„Man deler den i betænkningen hævdede opfattelse, at der ikke, som forholdene er nu, for lovgivningsmagten, administrationen og offentligheden foreligger tilstrækkeligt materiale til belysning af de sociale ordningers funktion, deres virkning for den enkelte og deres øvrige virkninger, bl. a. på det økonomiske liv. Det forhåndenværende oplysningsmateriale giver ikke tilstrækkeligt grundlag til at skønne over, om de anvendte offentlige midler til de forskellige samfundsmæssige foranstaltninger får den størst mulige nyttevirkning og sættes ind på de mest betydningsfulde steder. Hvor så betydelige beløb, som tilfældet er, anvendes, bør ingen brugbar metode forsømmes til at belyse de forskellige ordninger og de stadigt skiftende sociale forhold, som danner baggrunden for eksisterende og fremtidig lovgivning."

Lovforslaget blev ved 1. behandling anbefalet af ordførerne af regeringspartierne, hvorimod Lorentzen (V) og Gottschalck-Hansen (KF) fandt det både uøkonomisk og overflødigt.

Under udvalgets arbejde med lovforslaget undergik dette en mindre ændring med hensyn til sammensætningen af det foreslåede forskningsråd.

Ved 3. behandling vedtoges det således ændrede lovforslag med 64 stemmer (S, RV, DR og DK) mod 24 (V), idet 23 medlemmer (KF) undlod at stemme.