L 46 Lov om udlån til arbejderboliger på landet.

Af: Landbrugsminister Karl Skytte (RV)
Samling: 1957-58
Status: Stadfæstet
Lov nr. 297 af 21-12-1957
I overensstemmelse med reglerne i § 9, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 125 af 25. april 1955 stilles ved nærværende lov de fornødne midler til opførelse af arbejderboliger på landet til rådighed for hvert af finansårene 1958-59 og 1959-60 — for så vidt angår byggelån af jordfonden dog tillige for finansåret 1960-61.

Ved loven forskydes bevillingerne et finansår i forhold til lov nr. 334 af 19. december 1956 om udlån til arbejderboliger på landet (årbog 1956-57, side 170). Rådighedsbeløbene i §§ 1 og 2 er optaget med uændrede beløb, ligesom maksimumsbeløbene for jordkøbslån og byggelån, for tilskud til indfrielse af pantegæld samt for ekstraordinær forhøjelse af det sædvanlige maksimum for byggelån i §§ 4-7 er optaget med samme beløb som i den tidligere gældende udlånslov.

Ved lovens § 8 foretages en ændring i loven om opførelse af arbejderboliger på landet, jfr. lovbekendtgørelse nr. 125 af 25. april 1955, idet dennes § 28, stk. 2, får følgende nye affattelse:

„Landbrugsministeren bemyndiges til at træffe de til lovens gennemførelse fornødne foranstaltninger og kan til enhver tid i det omfang, han finder det begrundet i hensynet til en hensigtsmæssig administration, bemyndige statens jordlovsudvalg til at behandle og — under appel til landbrugsministeren — afgøre sager, hvis afgørelse ifølge lovens kap. III-VI er henlagt til landbrugsministeren, og som ikke er af principiel karakter."

Herved lovfæstes en hidtil fulgt praksis med hensyn til administrative bemyndigelser til statens jordlovsudvalg.

Lovforslaget blev ved 1. behandling anbefalet af ordførerne for samtlige partier. Dog efterlyste Clausen (Olufskjær) (KF) en imødekommelse af det ønske om en ændring af afdragsreglerne, der var blevet givet udtryk for i betænkningen fra det udvalg, der året i forvejen havde behandlet den tilsvarende udlånslov. Kristian Kristensen (DR) fandt denne lovgivning nødvendig og rimelig, men kunne ønske, at den med loven følgende mulighed for på rimelige vilkår at få eget hus og hjem blev gjort afhængig af, at man selv havde præsteret en forudgående opsparing. Fuglsang (DK) beklagede derimod, at lånegrænserne ikke forhøjedes svarende til stigningen i byggepriserne.

I udvalgets betænkning anførtes, at man med landbrugsministeren havde drøftet spørgsmål vedrørende en eventuel ændring af afdragstiden for bygge- og jordkøbslånene og den praksis, der er anlagt vedrørende ejerskifte af arbejderboliger på landet. Om resultatet af disse drøftelser oplyses i betænkningen følgende:

„Landbrugsministeren gav udvalget tilsagn om, at han ville lade den kommission, der har udlånsreglerne i statshusmandsloven til behandling, underkaste også reglerne vedrørende afdragstiden for arbejderboliger samt reglerne vedrørende ejerskifte en dybtgående behandling.

Udvalget forudsætter, at kommissionsbetænkningen foreligger for udvalget i god tid inden udlånslovens genfremsættelse."

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling uændret og enstemmigt med 142 stemmer.
Partiernes ordførere
Jens Bladt (S), Niels Eriksen (V), L. Clausen (Olufskjær) (KF), Jacob Kirkegaard (RV) og Villy Fuglsang (DKP)