L 44 Lov om tillæg til lov om visse landbrugsejendommes brug og overgang til selveje.

Af: Landbrugsminister Karl Skytte (RV)
Samling: 1957-58
Status: Stadfæstet
Lov nr. 173 af 07-06-1958
Loven er foranlediget af, at det ved lov nr. 174 af 7. juni 1958 om ændringer i lov om landbrugsejendomme blev bestemt, at denne lovs bestemmelser fremtidig kun skulle omfatte ejendomme med et jordtilliggende af mindst 1 ha geometrisk mål og et grundbeløb af mindst 2 000 kr. At den nævnte grundbeløbsgrænse skal træde i stedet for den hidtidige værdigrænse ved 1 000 kr. grundværdi, vil bevirke, at en del af de nuværende landbrugsjendomme vil blive frigjort for landbrugsforpligtelsen, hvilket også — om ikke den heromhandlede lov var blevet gennemført — ville have været tilfældet for nogle af de ejendomme, som omfattes af lov nr. 240 af 7. juni 1952 om visse landbrugsejendommes brug og overgang til selveje. Dette ville bl. a. have medført, at de nuværende brugere af disse ejendomme og disse brugeres efterlevende ægtefæller ville miste deres hidtil sikrede adgang til at kræve deres brugsret forlænget, når en brugsperiode udløber.

Loven går derfor ud på, at reglerne herom i afsnit B, C og F i loven om visse landbrugsejendommes brug og overgang til selveje fremdeles skal finde anvendelse på de pågældende ejendomme, så længe de nuværende brugere og deres efterlevende ægtefæller fortsætter brugen af ejendommene i henhold til nævnte lovs regler. Endvidere sikres der ligesom hidtil deres arvinger og dødsboer adgang til fortsat brug af ejendommen indtil den 1. april i året efter dødsfaldet.

Lovforslaget blev ved 3. behandling i folketinget vedtaget uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Carl Petersen (S), Peter Larsen (V), H. C. Toft (KF), Aage Fogh (RV), Alfred Jørgensen (DR) og Villy Fuglsang (DKP)