Ved loven foretages følgende ændringer i lov nr. 109 af 7. april 1936 om kreditforeninger, jfr. lovbekendtgørelse nr. 286 af 23. juli 1952 og lov nr. 174 af 23. juni 1956 (årbog 1955-56, side 214):
1. Ved indsættelse af et nyt 2. punktum i § 10, stk. 2, bestemmes det, at såfremt en forening på grund af ganske særlige forhold ønsker at bevare en direktør, vurderingsinspektør, revisor eller anden tjenestemand som medarbejder en kortere tid ud over den pågældendes fyldte 70. år, skal boligministeriet godkende funktionstidens forlængelse.
2. I lovens § 11, stk. 2, udgår sidste punktum, hvorved repræsentantskabets adgang til at dispensere fra bestemmelsen om, at en kreditforenings personale ikke mod betaling kan assistere lånsøgere ved ordning af deres lånesager, ophører. Ændringen er kun af formel karakter, idet den pågældende dispensationsadgang kun var gældende i 5 år fra 1936-lovens ikrafttræden.
3. Ved ophævelse af § 19, stk. 1, 2. punktum, slettes den bestemmelse, at værdien af medpantsat besætning og inventar til en landbrugsejendom ikke kan sættes højere end 10 pct. af værdien af jord og bygninger. Det overlades herved til den enkelte kreditforening at foretage den fornødne afvejning i hver enkel lånesag.
4. Bestemmelsen i § 19, stk. 4, der omhandler lånegrænsen for lån i industrielle og dermed i klasse stående ejendomme, affattes således:
„Lån i industrielle og dermed i klasse stående ejendomme må med tillæg af foranstående behæftelser ikke overstige halvdelen af vurderingssummen for ejendommens grund med tilhørende vandkraft, bygninger, kraftmaskiner og øvrige maskiner m. v., der har almindelig anvendelse, med tillæg af en fjerdedel af vurderingssummen for maskiner m. v., der alene er anvendelige i den særlige i ejendommen drevne virksomhed. Ved beregning af udlånsgrænsen kan vurderingssummen for de særlige maskiner m. v. ikke medregnes med højere beløb end den for ejendommen uden dette tilbehør ansatte værdi."
Om denne ændring, der ikke betegner nogen realitetsændring, anføres følgende i de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget:
„Efter at den særlige lånegrænse for den industrielle kreditforening nu er ophævet ved lov nr. 174 af 23. juni 1956, har kreditforeningernes stående fællesudvalg for at få alle relevante bestemmelser om kreditforeninger samlet i én lov foreslået, at vurderingsreglerne optages i kredtiforeningsloven. Loven af 1897 vil derefter kunne ophæves."
5. I bestemmelsen i § 22, stk. 2, hvorefter medlemmerne i den senest sluttede serie, der har nået et udlån på mindst 6 mill. kr. efter hovedstol, dog er solidarisk ansvarlige for de af en ny serie udstedte kasseobligationer, indtil denne har medlemmer for 4 mill. kr., foretages den ændring, at tallene 6 mill. kr. og 4 mill. kr. ændres til henholdsvis 12 mill. kr. og 8 mill. kr.
6. Bestemmelserne i § 24, stk. 1, om amortisationstiden er ændret til følgende:
„Amortisationstiden for amortisable lån må højst andrage 60 år, for lån i industrielle ejendomme 36 år. For landbrugsejendomme skal der alternativt med ethvert tilbud på lån med over 45 års amortisationstid afgives tilbud på lån med amortisationstid på højst 45 år og mindst 30 år. Amortisationen fastsættes således, at det beløb, der amortiseres i den sidste tolvtedel af lånets løbetid, højst må andrage en fjerdedel af lånets hovedstol. Sidstnævnte bestemmelse, der ikke gælder lån med en amortisationstid på 10 år og derunder, kan fraviges med boligministeriets godkendelse."
Herved imødekommes for det første et ønske fra kommissionen vedrørende landbrugets kreditforhold om muliggørelse af en nedsættelse af afdragstiden for lån i landbrugsejendomme og for det andet et ønske fra kreditforeningernes stående fællesudvalg om smidigere regler for selve amortisationen.
7. Efter den hidtil gældende regel i lovens § 24, stk. 2, kunne retten for det enkelte medlem til at erlægge ekstraordinære afdrag kontant og til ekstraordinært at indfri lånet kontant kun fraskrives for et tidsrum af indtil 10 år regnet fra vedkommende series eller afdelings åbning. Denne bestemmelse ændres, således at tidsrummet herefter regnes fra lånets optagelse. Herved skabes for obligationskøberne en stærkere garanti mod konvertering, hvilket skulle påvirke kurserne i opadgående retning.
8. Den hidtidige bestemmelse i § 24, stk. 3, 1. punktum, hvorefter kreditforeningerne var berettigede til at udstede obligationer med højere rentefod end 4 pct., tog sigte på den tidligere rentelov af 6. april 1855, der bestemte, at der ikke uden særskilt bevilling kunne betinges højere rente af lån i fast ejendom end 4 pct. Efter at loven af 1855 nu er afløst af lov nr. 285 af 3. juli 1942, der ikke indeholder en sådan begrænsning, var den foran nævnte bestemmelse blevet overflødig, og den er nu udgået.
9. Videre udgår 2. og 3. punktum i § 24, stk. 4. Ifølge disse bestemmelser var der forbeholdt foreningerne ret til at anvende ordinære afdrag til opkøb af obligationer i serier, hvor debitor i indtil 10 år havde fraskrevet sig retten til kontant indfrielse, og i serier, hvor amortisationstiden andrager mindre end 60 år. Grunden til ophævelsen af disse bestemmelser er den, at risikoen for sådanne opkøb i stedet for en normal udtrækning må antages at påvirke obligationskøbernes kursforventninger i nedadgående retning.
10 og 11. I § 24, stk. 4, 4. punktum, der herefter bliver til 2. punktum, foretages en rettelse af sproglig karakter, og der indsættes herefter følgende nye punktum:
„Ethvert lånetilbud skal være ledsaget af oplysninger til bedømmelse af lånets effektive rente. De nærmere regler om formen for disse oplysninger fastsættes af boligministeren."
12. Ifølge den hidtidige bestemmelse i § 28, stk. 1, 4. punktum, måtte pantebreve for forhåndslån ikke overstige 12½ pct. af kasseobligationsgælden i den pågældende åbne serie. Da dette har forhindret enkelte foreninger i at yde forhåndslån i det omfang, der har været efterspørgsel efter sådanne lån, er grænsen nu forhøjet til 15 pct. Samtidig er den i samme punktum fastsatte absolutte grænse forhøjet fra 500 000 kr. til 1 200 000 kr.
13 og 14. Som følge af, at de to husmandskreditforeninger ved lov nr. 174 af 23. juni 1956 har fået deres lånegrænser væsentligt forhøjet, ophæves den hidtidige bestemmelse i lovens § 30, stk. 2, om refusion fra statskassen af visse vurderingsomkostninger samt udredelse af statskassen af lønninger til de af boligministeriet udnævnte revisorer. Herefter benævnes paragraffens hidtidige stk. 3 som stk. 2, og der foretages en redaktionel ændring, hvorved ordene „2det stykke" erstattes af: „§ 1, stk. 1, nr. 11) og 12)", således at statens rentegaranti for de pågældende foreningers kasseobligationer opretholdes.
15, 16 og 17. Den i den hidtidige § 31, stk. 2, indeholdte overgangsregel, hvis gyldighed udløb pr. 1. januar 1952, slettes, og paragraffens stk. 3 benævnes stk. 2. Ligeledes ændres benævnelsen stk. 4 til stk. 3, og dette stykkes 1. punktum udgår og erstattes med følgende:
„Fra nærværende lovs ikrafttræden ophæves samtlige bestemmelser, der findes i lovene om oprettelse af de i § 1 nævnte kreditforeninger med senere ændringer."
18 og 19. I § 32 rettes slutningspunktum til komma, og der tilføjes: „om lån i industrielle ejendomme".
Ændringen tilsigter at tydeliggøre henvisningen til §§ 24 og 25, der også indeholder andre regler end de særlige regler for industrielle ejendomme.
Endelig rettes overalt i loven betegnelsen „indenrigs- og boligministeriet" til: „boligministeriet".
Ved fremsættelsen anførte boligministeren, at anledningen til fremsættelsen af lovforslaget var den af kommissionen vedrørende landbrugets kreditforhold afgivne betænkning. Ministeren gjorde dog opmærksom på, at kommissionen endnu ikke havde afsluttet sit arbejde, hvorfor de resultater, den hidtil var nået til, heller ikke betegnede nogen revolution af realkredittens forhold. Videre udtalte ministeren, at kommissionens forskellige forslag vedrørende såvel etablering af nye låneinstitutioner som gennemførelsen af en række ændringer i gældende lovgivning fortsat var genstand for overvejelser.
Lovforslaget blev ved 1. behandling anbefalet af samtlige ordførere, idet der dog var enighed om, at det ikke løste tilnærmelsesvis alle de problemer, der ligger for inden for realkredittens område.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 140 stemmer.