Loven giver ved en tilføjelse til straffelovens regler om prøveløsladelse mulighed for, når forholdene taler derfor, at løslade på prøve på et tidligere tidspunkt af straffetiden, end de hidtidige regler tillod. Endvidere indeholder loven en række ændringer i reglerne om ungdomsfængsel, arbejdshus og sikkerhedsforvaring, ligesom den ophæver den hidtidige bestemmelse i straffelovens § 289 om adgang til at give visse berigelsesforbrydere tilhold om at møde hos politiet.
Om bestemmelsernes nærmere indhold og om baggrunden for ændringerne henvises til nedenstående omtale af lovens paragraffer.
Ifølge § 1 indføjes i borgerlig straffelovs § 38 som nyt stk. 3:
„Efter justitsministerens bestemmelse kan prøveløsladelse ske tidligere end i stk. 1 nævnt, når dette efter de foreliggende oplysninger, herunder anstaltens udtalelser om fangen, må anses for begrundet i det enkelte tilfælde. Prøveløsladelse kan tidligst ske, når fangen har udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst 4 måneder."
Efter de hidtidige regler (straffelovens § 38, stk. 1) har det alene været muligt at anvende prøveløsladelse, når to trediedele af straffetiden og mindst 9 måneder er udstået. Prøveløsladelse forudsætter ifølge stk. 2, at fangens forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret ham passende arbejde eller iøvrigt på hensigtsmæssig måde sikret ham anbringelse og underhold, og at han erklærer at ville underkaste sig de til løsladelsen knyttede vilkar. De pågældende skal være under regelmæssigt tilsyn.
Løsladelse på prøve er et regelmæssigt og vigtigt led i fuldbyrdelsen af tidsbestemte fængselsstraffe på over 9 måneder. Ved prøveløsladelsen og det dertil knyttede tilsyn lettes fangens overgang til tilværelsen på fri fod, og der er mulighed for kontrol og effektiv bistand i den ofte vanskelige tid efter løsladelsen. Under afsoningen er muligheden for prøveløsladelse et incitament for de fleste fanger til at søge at få noget ud af fængselsopholdet; dette har behandlingsmæssigt og disciplinært stor betydning for fængslernes arbejde.
Efter justitsministeriets opfattelse har de hidtidige bestemmelser i praksis vist sig at sætte en uhensigtsmæssig grænse for adgangen til at bestemme prøveløsladelse, idet kravet om en straffetid af over 9 måneder ved kortere straffe udelukkede en prøveløsladelse, som i mange tilfælde kunne være hensigtsmæssig, og kravet om afsoning af to trediedele af straffen kunne udelukke prøveløsladelse på et gunstigt tidligere tidspunkt. Disse mangler har alene kunnet afbødes ved betinget benådning, og denne fremgangsmåde er da også i et vist omfang taget i anvendelse. Det er imidlertid ikke fundet tilfredsstillende at skulle anvende benådningsinstituttet, idet ministeriets opfattelse har været, at de sidste 20 års erfaringer har peget i retning af et videre naturligt område for prøveløsladelsen end forudsat ved straffelovens vedtagelse.
Det bestemmes derfor nu, at prøveløsladelse skal kunne finde sted, når fangen har udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst 4 måneder. Prøveløsladelse på dette tidspunkt er dog betinget af, at løsladelsen efter de foreliggende oplysninger, herunder anstaltens udtalelser om fangen, må anses for begrundet i det enkelte tilfælde. Det bemærkes, at denne bestemmelse efter forslaget ikke skal træde i stedet for, men supplere den gældende bestemmelse om prøveløsladelse i § 38, stk. 1, der forudsættes bevaret som straffelovens hovedregel om prøveløsladelse. Hensigten med den foreslåede bestemmelse er alene at åbne en mulighed for, når forholdene i det enkelte tilfælde positivt taler derfor, at løslade på prøve på et tidligere tidspunkt, end bestemmelsen i § 38, stk. 1, tillader.
Løsladelse på prøve i medfør af den nye bestemmelse vil ikke komme i betragtning, medmindre de forudsætninger er tilstede, som iøvrigt er opstillet i stk. 2 for løsladelse på prøve efter stk. 1.
Lovforslagets bemærkninger indeholder iøvrigt nogle statistiske oplysninger til belysning af spørgsmålet.
Ved § 3 ændres reglerne vedrørende ungdomsfængsel bl. a. gennem tilføjelse af et nyt stk. 5 til straffelovens § 42. Det nye stykke har følgende ordlyd:
„Rejses tiltale mod den løsladte for et strafbart forhold, indhentes en udtalelse fra fængselsnævnet om, hvorvidt domfældelse for det pågældende forhold vil medføre genindsættelse.
Såfremt dette er tilfældet, kan retten med anklagemyndighedens samtykke ved dommen indskrænke sig til at afgøre skyldspørgsmålet."
Efter straffelovens § 42, stk. 4, kan den, der er løsladt fra ungdomstængsel, genindsættes ved fængselsnævnets bestemmelse, hvis han i den af fængselsnævnet fastsatte prøvetid overtræder de foreskrevne vilkår, derunder hvis han gør sig skyldig i ny forbrydelse. Såfremt han ikke aflægger uforbeholden tilståelse om det nye forhold, må man imidlertid rejse tiltale for ved en dom at få skyldspørgsmålet afgjort, før genindsættelse besluttes. Efter de hidtil gældende regler må retten ved en fældende dom fastsætte en straf eller anden sanktion for det nye forhold. Fuldbyrdelsen af en sådan dom kan være skadelig for den behandling, som efter genindsættelse skal fortsættes i ungdomstængslet, og man har derfor i sådanne tilfælde måttet søge den fastsatte straf eftergivet ved benådning. Nærværende bestemmelse gør det muligt, når retten, fængselsnævnet og anklagemyndigheden er enige om, at genindsættelse i ungdomsfængslet vil være den rigtige og tilstrækkelige reaktion overfor den pågældende, at undlade fastsættelse af nogen sanktion, således at retten ved dommen alene afgør skyldspørgsmålet.
§ 4 ændrer ved en ny affattelse af straffelovens § 63, stk. 2, reglerne for prøveløsladelse af personer, der er dømt til arbejdshus således, at fængselsnævnet vil kunne fastsætte prøvetiden efter et individuelt skøn over den enkeltes behov til mindst 1 og ikke over 3 år.
Mens fængselsnævnet ifølge § 42, stk. 3, bestemmer prøvetidens varighed, forsåvidt angår ungdomsfængselsfanger, har det hidtil i § 63, stk. 2, været foreskrevet, at prøvetiden for arbejdshusfanger, der løslades på prøve, altid er 1 år. Erfaringen har vist, at de fra arbejdshuset på prøve løsladte personer i mange tilfælde har behov for den støtte, som et tilsyn i prøvetiden kan give, i længere tid end 1 år. Skønt fængselsnævnet havde anbefalet mulighed for at fastsætte en prøvetid af indtil 5 år, er det ikke fundet rigtigt at søge tilvejebragt hjemmel for fastsættelse af en længere prøvetid end 3 år. Der er herved lagt vægt på, at betingelserne i borgerlig straffelovs § 62 for dom til indsættelse i arbejdshus i flere tilfælde vil føre til ny dom til indsættelse i arbejdshus ved ny kriminalitet inden 3 år efter prøvetidens udløb. En forlænget prøvetid vil derfor ikke blot medføre forøget mulighed for genindsættelse, men tillige forøget mulighed for ny dom til indsættelse i arbejdshus. En så kraftig forøgelse af denne mulighed, som ville være følgen af en prøvetid på 5 år, hvorefter altså den tidligere arbejdshusindsættelse i forbindelse med nye forbrydelser ville kunne danne grundlag for ny dom til arbejdshus indtil 8 år efter løsladelsen på prøve, er af justitsministeriet opfattelse anset for betænkelig.
Ved indføjelsen af en henvisning til det i § 3 foreslåede nye stk. 5 i borgerlig straffelovs § 42 er det opnået, at denne regel om rettens adgang til at undlade straffastsættelse for ny forbrydelse i prøvetiden, når genindsættelse skal ske, finder anvendelse også på de fra arbejdshuset prøveløsladte.
§ 5 nedsætter ved en ny affattelse af straffelovens § 66, stk. 1, mindstetiden for sikkerhedsforvaring idømt en person, der tidligere har været dømt til anbringelse i sikkerhedsforvaring, fra 8 til 4 år.
Efter den hidtidige bestemmelse i § 66, stk. 1, har den, som efter tidligere at have været idømt sikkerhedsforvaring i medfør af § 65 påny — inden 5 år efter den endelige løsladelse, jfr. § 81, stk. 3, 1. punktum — idømmes sikkerhedsforvaring, ikke kunnet løslades før 8 år efter indsættelsen, mens mindstetiden for sikkerhedsforvaring iøvrigt er 4 år. Bestemmelsen har vist sig at kunne virke uheldigt i praksis, fordi den kunne være til hinder for løsladelser, der efter den dømtes forhold, som de efter en årelang forvaringstid foreligger, måtte anses for velbegrundede. Det høje minimum for den gentagne sikkerhedsforvarings varighed kunne også være medvirkende til, at domstolene i tilfælde, hvor den pågældendes forhold og hensynet til retssikkerheden talte for gentagen anbringelse i sikkerhedsforvaring, veg tilbage herfor og i stedet idømte en tidsbegrænset frihedsstraf. Ændringen vil ikke betyde, at den pågældnde altid vil blive løsladt tidligere end efter den hidtidige regel, men kun, at man ikke er nødsaget til i årevis at tilbageholde en person, hvis tilbageholdelse efter fængselsnævnets optattelse ikke længere har nogen rimelig begrundelse i hensynet til samfundets sikkerhed.
Ved en henvisning til det i § 3 foreslåede nye stk. 5 i straffelovens § 42 opnås, at retten får mulighed for at undlade straffastsættelse for forbrydelser begået af en fra sikkerhedsforvaring prøveløsladt, der skal genindsættes i sikkerhedsforvaring.
§ 6 ophæver straffelovens § 289.
Denne bestemmelse har hidtil givet politiet mulighed for indenfor et tidsrum af 5 år fra den sidste endelige løsladelse at give visse berigelsesforbrydere tilhold om til visse tider at møde og give oplysning om, hvor de bor eller opholder sig, og gøre rede for, hvorved de ernærer sig.
Bestemmelsen omfattede alene personer, der var dømt for en berigelsesforbrydelse. Forsåvidt angik andre straffede, som det ansås nødvendigt at holde under observation efter endt strafafsoning, måtte politiet udøve sin kontrolvirksomhed på anden måde bl. a. gennem oplysninger fra folkeregistrene.
Ifølge statistiske oplysninger fra rigspolitichefen, hvorom iøvrigt henvises til lovforslagets bemærkninger, er antallet af meddelte tilhold i de senere år faldet betydeligt.
For alle, der ved et tilhold fik pligt til med visse kortere mellemrum at henvende sig til politiet, betød dette en betydelig ufrihed i deres borgerlige tilværelse, og det kunne i sig selv virke hæmmende for dem i udøvelsen af deres erhverv. Hertil kommer, at opfyldelse af meldepligten efter det for justitsministeriet oplyste må antages undertiden af have medført, at personer, som de pågældende havde tilknytning til, herunder deres arbejdsgivere, fik kundskab om, at de tidligere var straffet, hvilket yderligere forringede deres muligheder for resocialisering. Nogen positiv betydning for de pågældendes resocialisering kan tilholdene ikke antages at have haft, hvorved bemærkes, at de ikke har medført nogen beføjelse for politiet til at meddele pålæg med hensyn til ophold eller arbejde.
Straffelovskommissionen har i en efter justitsministeriets anmodning afgivet udtalelse anbefalet, at straffelovens § 289 ophæves.
Mens rigspolitichefen under henvisning til tilholdenes betydning for politiets efterforskningsarbejde helst så, at bestemmelsen bevaredes, havde rigsadvokaten, politidirektøren i København og foreningen af politimestre i Danmark tiltrådt straffelovskommissionens indstilling.
Efter justitsministeriets opfattelse er de med tilholdene forbundne ulemper for de straffede så betydelige, at man under hensyn til tilholdenes forholdsvis ringe effektivitet og til, at det i fornødent omfang vil være muligt på anden måde at følge de pågældendes færd, har fundet det rettest i overensstemmelse med anklagemyndighedens og straffelovskommissionens indstilling, at § 289 ophæves.
Ved lovforslagets 1. behandling udtalte den socialdemokratiske ordfører (Edel Saunte) sin tilfredshed med indholdet på alle punkter. Den større frihed i bedømmelsen af, hvornår prøveløsladelse kan finde sted, som § 1 åbner mulighed for, ville efter hendes opfattelse kunne betyde en støtte for resocialiseringsbestræbelserne. Formuleringen af det nye stykke 5 i straffelovens § 42 (lovforslagets § 3) fandt hun meget uklar.
Ved et ændringsforslag i udvalgets betænkning fik det nævnte stykke den affattelse, som er anført ovenfor, uden dog indholdsmæssigt at afvige fra det oprindeligt foreslåede.
Helga Pedersen (V) mente, at den moderne fangebehandling — resocialiseringsbestræbelserne — havde stået sin prøve, og at man måtte anerkende dens nødvendighed og hensigtsmæssighed. Hun kunne derfor tilsige en velvillig behandling af lovforslaget i et udvalg, men ønskede under udvalgsbehandlingen en række oplysninger, bl. a. til belysning af spørgsmålet om løsladelse på prøve af de til tidsbestemt frihedsstraf dømte, hvilket efter hendes opfattelse var lovforslagets vanskelige punkt.
Erna Sørensen (KF) understregede, at der i hendes parti var delte meninger om, hvorvidt det var rigtigt nu at gennemføre de foreslåede ændringer — udfra den betragtning, at resocialiseringsarbejdet ikke hidtil havde halt den ønskede virkning. Hun frygtede, at den foreslåede bestemmelse om adgang til prøveløsladelse på et tidligere tidspunkt end efter straffelovens § 38, stk. 1 (lovforslagets § 1) skulle blive anvendt i for vid udstrækning, og fandt en grundig udvalgsbehandling af lovforslaget nødvendig. Især med hensyn til forbrydelser mod kønssædeligheden var der grund til at advare mod anvendelse af prøveløsladelser. Hun kunne iøvrigt gå ind for en ophævelse af straffelovens § 289 (lovforslagets § 6), men udtalte en vis skepsis overfor ændringen vedrørende sikkerhedsforvaring (lovforslagets § 5).
Steen (RV) mente, at de foreslåede ændringer angående prøveløsladelser ville betyde en rimelig og forhåbentlig hensigtsmæssig udvikling, og kunne i det hele tilsige en behandling af lovforslaget udfra en særdeles velvillig indstilling.
Også Petra Petersen (DK) og Alfred Jørgensen (DR) kunne tilslutte sig de foreslåede ændringer og den tendens, lovforslaget indebar.
Udenfor ordførernes kreds gik Gottschalck-Hansen (KF) meget stærkt imod en gennemførelse af lovforslaget, der efter hans opfattelse var et led i en højst beklagelig og skæbnesvanger udvikling indenfor juraen og den moderne kriminologi, der ville gøre strafbegrebet illusorisk. Han frygtede, at man overvurderede resocialiseringsforsøgene og glemte hensynet til samfundet for hensynet til fangerne. Lovforslaget var efter hans mening ikke udtryk for befolkningens vilje.
Thestrup (KF) kunne ikke anerkende, at de gældende straffebestemmelser var for milde, eller at domstolenes strafudmåling var for lemfældig. Forbrydelsernes årsager var for dybtliggende til, at en skærpelse af straffene kunne have nogen virkning. Det var disse årsager, som gennem videnskabelig forskning burde klarlægges og derefter bekæmpes. Det foreliggende lovforslag fandt han rimeligt og fornuftigt, selvom det på enkelte punkter burde overvejes i et udvalg.
Justitsministeren erklærede sig villig til at drøfte de rejste spørgsmål i et udvalg og imødegik Gottschalck-Hansens udtalelser. Nogen voldsom stigning i antallet af prøveløsladelser kunne ikke ventes som følge af lovforslagets gennemførelse, og prøveløsladelsesinstituttet havde i det hele en meget betydelig værdi i den kriminale forsorg.
Udvalgets flertal (udvalget med undtagelse af Gottschalck-Hansen) indstillede i betænkningen lovforslaget til vedtagelse med den ovennævnte formelle ændring af § 3, mens Gottschalck-Hansen indstillede det til forkastelse. Det nævnte udvalgsflertal bemærker i betænkningen, at det anser det for væsentligt, at der, forinden prøveløsladelse af farlige personer — særlig personer straffet i sædelighedssager og personer, der løslades på prøve fra sikkerhedsforvaring — besluttes, indhentes udtalelser såvel fra anklagemyndigheden som fra de lokale myndigheder, der måtte kunne bidrage til sagens fuldstændige oplysning set såvel fra den pågældendes som samfundets side.
Betænkningen indeholder iøvrigt som bilag en del af ministeriets svar på udvalgets spørgsmål, væsentligt af statistisk art.
Ved 2. behandlingen udtalte Vagn Bro (V), at han trods visse betænkeligheder kunne stemme for lovforslaget, hvorved han især tillagde den anførte bemærkning i betænkningen betydning, forsåvidt angik udtalelser fra de lokale myndigheder.
Ved 3. behandling fik Gottschalck-Hansens synspunkter støtte fra Rager (RV), som fandt, at lovforslaget foruden at gøre et stærkt indgreb i straffelovens strafferammer indeholdt en tendens til at give administrationen for stor adgang til at gribe ind på den dømmende magts område.
Lovforslaget vedtoges med 114 stemmer mod 3 (Baagø-Hansen, Gottschalck-Hansen og Rager); 3 medlemmer (Jensen-Broby og de 2 grønlandske medlemmer) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.