Loven har følgende indhold:

Til § 13 i lov nr. 499 af 9. oktober 1945 om avancebegrænsning vedrørende visse leverancer og arbejder m. v., omfattet af lov nr. 330 af 12. juli 1945 om revision af visse tyske betainger, jfr. lov nr. 401 af 12. juli 1946, føjes som nyt stk. 4.:

„Begæring om fornyet behandling efter stk. 2 skal være indgivet til revisionsudvalget for tyske betalinger inden 8 uger efter kendelsens forkyndelse. Sager, i hvilke kendelse er afsagt før den 1. juni 1956, kan dog begæres genoptaget indtil udgangen af juli måned 1956."

I det oprindelige lovforslag var de i tilføjelsen anførte frister, 1. juni 1956 og udgangen af juli 1956, foreslået fastsat til 1. februar 1956 og udgangen af marts 1956. Ændringen foretoges i folketinget som følge af, at lovforslagets behandling tog længere tid end fra først af påregnet.

Lovens bestemmelser begrundedes i bemærkningerne til lovforslaget således:

"Revisionsudvalget for tyske betalinger har nu i al væsentlighed tilendebragt den opgave, der er pålagt udvalget ved lov nr. 330 af 12. juli 1945, jfr. lov nr. 399 af 12. juli 1946, lov nr. 499 af 9. oktober 1945, jfr. lov nr. 401 af 12. juli 1946, og lov nr. 500 af 9. oktober 1945, jfr. lov nr. 400 af 12. juli 1946.

For at fremme den endelige afvikling af revisionsudvalgets arbejde vil det imidlertid være nødvendigt at fastsætte en frist for fremsættelse af begæringer om fornyet behandling af udvalgets kendelser.

Efter den hidtidige affattelse af § 13 i lov nr. 499 af 9. oktober 1945 har der kun for indbringelse af revisionsudvalgets kendelser for det for udvalgets afgørelser nedsatte ankenævn været fastsat en frist — på 14 dage — medens begæringer om fornyet behandling har kunnet fremsættes uden tidsbegrænsning.

Da det har vist sig, at de tilbagebetalingspligtige i vid udstrækning har benyttet sig af adgangen til at begære fornyet behandling selv af kendelser, der er afsagt for adskillige år siden, har man fundet det nødvendigt at søge tilvejebragt hjemmel til efter en vis tidsfrist at afskære yderligere indsigelser mod de trufne afgørelser.

Det foreslås derfor, at der for kendelser, afsagt efter 1. februar 1956, fastsættes en frist på 8 uger efter kendelsens forkyndelse og for kendelser, afsagt før denne dato, en frist indtil udgangen af marts måned 1956."

Ved fremsættelsen af dette og det nedenfor omtalte lovforslag anførte handelsministeren bl. a.:

„Som det vil være de ærede medlemmer bekendt, blev der i lov af 12. juli 1945 med senere følgende ændringer og tilføjelser — revisionsloven — givet ministeren for handel, industri og søfart bemyndigelse til at træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af en revision af den fortjeneste, som er oppebåret af personer, firmaer eller juridiske personer, der som hovedleverandører eller underleverandører efter den 9. april 1940 har udført arbejder her i landet for tysk regning. I to senere love af 9. oktober 1945, ligeledes med senere følgende ændringer og tilføjelser — avancebegrænsningsloven og tilbagebetalingsloven — fastsattes de nærmere bestemmelser for tilbagebetaling af den fortjeneste, der var opnået ved leverancer og arbejder for tysk regning.

Det til gennemførelse af disse loves bestemmelser nedsatte udvalg, revisionsudvalget for tyske betalinger, har nu i alt væsentligt tilendebragt sin opgave, men for at fremme den endelige afvikling af revisionsudvalgets arbejde vil det være nødvendigt at fastsætte en frist, efter hvis udløb der ikke kan fremsættes begæring om fornyet behandling af de kendelser, udvalget har afsagt.

Om revisionsudvalgets arbejde vil jeg gerne oplyse følgende:

Revisionslovgivningen har medført undersøgelse af ca. 50 000 forhold. Revisionsudvalget har indtil 30. september 1955 statueret tilbagebetalingspligt i ca. 10 000 sager; den påkendte omsætning udgør ca. 3 679 mill. kr., den opnåede fortjeneste ca. 410,7 mill. kr., og der er afsagt kendelser om tilbagebetalinger til et samlet beløb af ca. 312,9 mill. kr.

Pr. 31. marts 1955 er der til statskassen indbetalt 110,8 mill. kr., medens ca. 34,3 mill. kr. er afskrevet som tab.

Der henstår endnu til behandling en mindre gruppe sager, ca. 50; om det principielle grundlag for reguleringen af disse sager verserer der i øjeblikket retssag for Østre Landsret."

De to lovforslag underkastedes i folketinget udvalgsbehandling. I den enstemmige betænkning hedder det:

„Handelsministeren har oplyst, at det er revisionsudvalgets praksis i tilfælde, hvor en ankenævnskendelse eller en dom har ændret revisionsudvalgets fortolkning af de bestemmelser, der har været grundlag for den af revisionsudvalget trufne afgørelse i den pågældende sag, ex officio at genoptage lignende sager til fornyet behandling.

Der har under folketingsudvalgets behandling af de forelagte lovforslag været rejst spørgsmål om, hvorvidt de i § 13 i lov nr. 499 af 9. oktober 1945 og § 19 i lov nr. 500 af 9. oktober 1945 fastsatte frister skulle afskære en tilbagebetalingspligtig fra at indbringe sin sag for ankenævnet eller domstolene, såfremt en efter udløbet af disse frister afsagt ankenævnskendelse eller dom i en anden lignende sag efter hans opfattelse har forandret det retlige grundlag, på hvilket revisionsudvalget i sin tid traf afgørelse af den ham vedrørende sag, men hvor revisionsudvalget har nægtet at ændre den tidligere afgørelse.

Handelsministeren har i denne anledning oplyst, at der ikke ses at foreligge tilfælde, hvor der er taget stilling til det af udvalget rejste spørgsmål, men har henledt opmærksomheden på en af Østre Landsret den 17. april 1952 afsat kendelse, jfr. U. f. R. 1952 p. 869. Det var under denne sag af den tilbagebetalingspligtige gjort gældende, at hans forhold burde henføres under andre bestemmelser i lov nr. 499 af 9. oktober 1945 end de af revisionsudvalget anvendte. Uanset at den omhandlede lov ikke — således som lov nr. 500 af 9. oktober 1945 — indeholder bestemmelser om indbringelse af revisionsudvalgets afgørelser for domstolene, udtaltes det i kendelsen, at der ikke var hjemmel til at unddrage det foreliggende retsspørgsmål fra de ordinære domstoles prøvelse, ligesom der ikke var hjemmel for en analogisk anvendelse af de i § 19 i lov nr. 500 af 9. oktober 1945 fastlagte frister for sagens indbringelse for domstolene. (Sagen var anlagt kort efter afsigelse af den indankede kendelse).

Handelsministeren har udtalt, at det ligesom i det fornævnte ulovbestemte tilfælde formentlig må være ankenævnet selv eller domstolene selv, der må træne afgørelse i det af udvalget rejste spørgsmål. Handelsministeren har samtidig udtalt, at det må skønnes rimeligt, om ankenævnet eller domstolene i sådanne tilfælde tog sagen under påkendelse uanset overskridelsen af de nævnte frister, når indbringelse af sagen finder sted indenfor en rimelig frist, og at der ikke i tilfælde af indbringelse af sager af den nævnte art for ankenævnet eller domstolene af revisionsudvalget vil blive nedlagt påstand om sagens afvisning.

Med den nævnte ændring af tidsfristerne vedtoges lovforslaget — i overensstemmelse med udvalgets indstilling — enstemmigt.