L 7 Lov om børnetilskud.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1955-56
Status: Stadfæstet
Lov nr. 78 af 28-03-1956
Ved nærværende lov opretholdes den ved lov nr. 147 af 31. marts 1950 indførte børnetilskudsordning, som også har været gældende for skatteårene 1951-52, 1952-53, 1953-54, 1954-55 og 1955-56, for skatteåret 1956-57.

Der er ikke foretaget ændringer af principiel karakter i den for skatteåret 1955-56 gældende ordning, jfr. lov nr. 85 af 31. marts 1955, som findes aftrykt i årbog 1954—55, side 94, men man har i § 2 aftrappet skalaen på en sådan måde, at nedgangen i tilskudsbeløbenes størrelse ved stigende skattepligtig indkomst udjævnes.

Tilskuddene udredes herefter efter følgende skala:

[Se oversigt i Folketingsårbogen, 1955-56, side 84].

Endvidere har man i § 1 lempet den hidtil gældende bestemmelse om, at der ikke ydes børnetilskud for børn, som 3 måneder før skatteårets begyndelse (1. januar) er inddraget og i de foregående 6 måneder har været inddraget under børneforsorg eller særforsorg med ophold udenfor hjemmet. Der gives nu adgang til at yde børnetilskud i tilfælde, hvor den nævnte forsorg er ophørt ved skatteårets begyndelse eller ophører i skatteårets løb, da forholdene her i reglen taler for at yde børnetilskud. Det forudsættes iflg. bemærkningerne til lovforslaget, at tilskuddet normalt ydes for den tid, der ligger efter hjemgivelsen.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte finansministeren:

„Forslaget til lov om børnetilskud indeholder visse ændringer i tilskudssatserne. Som hidtil ydes ikke børnetilskud til skatteydere med skattepligtige indkomster på 16 000 lir. og derover. Derimod er tilskudsbeløbenes aftrapning ændret, således at mindre indtægtsforøgelser ikke medfører så store nedsættelser af børnetilskuddene som efter de gældende regler. De foreslåede tilskudsbeløb vil for skatteåret 1956-57 medføre omtrent samme udgifter som de for indeværende skatteår gældende satser."

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med flere samtidig fremsatte skatteforslag og vedtoges uændret.

Til 2. behandling stilledes fra kommunistisk side — udenfor betænkningen fra det folketingsudvalg, der behandlede sagen — ændringsforslag, hvorefter § 2 skulle affattes således:

„Tilskuddet udgør 300 kr. pr. barn og udbetales kvartalsvis ved socialministeriets foranstaltning gennem kommunerne til den berettigede, i reglen moderen."

I overensstemmelse hermed foresloges det, at §§ 3 og 9, der bl. a. indeholder bestemmelser om modregning af børnetilskuddene i personlige skatter, skulle ophæves, hvortil kom nogle i forbindelse hermed stående redaktionelle ændringer. Endelig foresloges i § 5 indsat en bestemmelse om, at børnetilskud ikke må tages i betragtning ved det statistiske departements beregning af detailpristallet.

Efter at disse ændringsforslag var forkastet med alle øvrige stemmer mod kommunisternes, vedtoges lovforslaget enstemmigt i den affattelse, det havde ved fremsættelsen.
Partiernes ordførere
Hans Knudsen (S), Thorkil Kristensen (V), Poul Møller (KF), Axel Sørensen (RV), Alfred Jensen (DKP) og Søren Olesen (DR)