Ved lov nr. 48 af 14. februar 1951 blev der gennemført forskellige ændringer i den siden 1937 bestående udligningsordning mellem de tre store hovedstadskommuner. Endvidere blev der i 1953 foretaget en ændring af den praksis, man hidtil havde fulgt med hensyn til beregningen af de beløb, hvormed de tre kommuners pensionsudgifter indgår i det til grund for udligningsberegningen liggende udgiftstal. Med denne ændring af beregningsmåden, der kunne gennemføres, uden at selve loven ændredes, blev lovens revisionsfrist ved lov nr. 297 af 17. november 1953 (årbog 1953-54, side 202) udskudt fra samlingen 1953-54 til samlingen 1955-56, idet det samtidig bestemtes, at en særlig voldgiftsret, hvori de tre kommuner var repræsenteret, inden 1. december 1955 skulle afgive en udtalelse til indenrigsministeren om, hvorvidt og da i hvilke henseender ændringer i loven måtte være ønskelige under hensyn til de tre kommuners indbyrdes stilling på det tidspunkt, udtalelsen blev afgivet.

I overensstemmelse hermed afgav voldgiftsretten, hvori de tre kommuner var repræsenteret, 30. november 1955 en enstemmig betænkning, hvori den bestående udligningsordning foresloges forlænget med nogle ændringer og tilføjelser, således at forslag til lovens revision først skulle fremsættes i folketingsåret 1958-59.

Dette blev tiltrådt af indenrigsministeriet og senere af folketinget ved gennemførelsen af nærværende lov.

Om voldgiftsrettens indstilling hedder det i den afgivne betænkning:

„Under rettens behandling af sagen er det af repræsentanterne for Københavns kommune gjort gældende, at den udligning, der efter loven ydes Københavns kommune af Frederiksberg og Gentofte kommuner, selv efter lovændringen i 1951 og den i 1953 foretagne ændring af praksis med hensyn til pensionsudgifternes indregning i udgiftstallet, er utilstrækkelig. Man har i denne forbindelse bl. a. anført, at den ved loven af 1951 gennemførte regulering af forskellen mellem skattetal og udgiftstal i forhold til ændringer i detailpristallet kun til en vis grad har afbødet virkningerne af den stadige forøgelse af denne forskel, hvorfor det bør overvejes at gennemføre en ændring af loven, således at reguleringen i stedet for foretages f. eks. efter svingningerne i selve udgiftstallet.

Københavns kommune har endvidere fremhævet, at den i 1953 gennemførte ændring af praksis med hensyn til udgiftstallets beregning, hvorefter kommunernes udgifter til pensioner fremtidig skulle medregnes med et beløb på 20 pct. af de pensionsgivende lønninger i stedet for som hidtil med 10 pct., ikke længere er tilstrækkelig, men at der bør ske en betydelig forhøjelse af procentbeløbet.

Fra Københavns kommunes side har man yderligere i særlig grad henledt opmærksomheden på, at den af Københavns kommune anvendte grundskyldpromille, der ifølge lovens § 3 danner grundlaget for beregningerne af kommunernes nettoudbytte af ejendomsskatterne — efter at begrænsningen i adgangen til at forhøje grundskyldpromillen er ophævet ved § 2 i lov nr. 361 af 22. december 1954 — er forhøjet fra 7,5 til 11,0 med virkning fra 1. april 1955, og at denne forhøjelse, hvis loven ikke ændres, vil medføre en betydelig nedgang i de udligningstilsvar, som Frederiksberg og Gentofte kommuner for regnskabsåret 1955-56 og fremover skal udrede til København. En sådan virkning af den forøgede ejendomsbeskatning finder man lidet rimelig, da forhøjelsen ikke er udtryk for, at Københavns kommune har fået større økonomisk bæreevne, men tværtimod skyldes større skattebehov. Ændringen er ydermere først gennemført, efter at det tidligere maksimum for ejendomsskatteudskrivningen er ophævet af lovgivningsmagten.

Københavns kommune har iøvrigt ønsket, at dyberegående ændringer i selve udligningsordningen overvejedes, og der er i denne forbindelse bl. a. peget på den mulighed at lade posten „lettelse i politiudgifter", hvormed kommunernes udgiftstal skal formindskes i medfør af bestemmelsen i lovens § 2, stk. 2, udgå af beregningerne. Endvidere er det Københavns kommunes principielle opfattelse, at flere udgiftsområder bør medtages ved beregningen af udgiftstallet, og som eksempel på sådanne udgiftsområder har man navnlig fremdraget kommunernes udgifter til gade- og vejvæsen.

Såvel Frederiksberg som Gentofte kommunes repræsentanter har stillet sig afvisende overfor tanken om at gennemføre ændringer, der på mere afgørende måde bryder med den bestående udligningsordnings principper og enkeltheder. Frederiksberg har endvidere særlig protesteret imod den nuværende „tosidede" udligningsordning (d. v. s. at der først udlignes mellem København og Frederiksberg og derefter mellem København og Gentofte) som ikke værende rimelig og i strid med selve tanken om en økonomisk udligning mellem de tre kommuner og har henvist til, at en for året 1953-54 foretaget beregning viser, at Frederiksbergs tilsvar i dette år blive ca. 2,8 mill. kr. højere, end hvis udligningen foretages samtidig og under eet mellem alle tre i udligningen deltagende kommuner.

Formandsskabet har under sine overvejelser over, om der måtte være grundlag for at søge gennemført en gennemgribende revision af udligningsordningen, først og fremmest taget i betragtning, at forestående reformer på skattelovgivningens og udgiftsfordelingens områder, reformer, der nu er højst aktuelle, ikke vil kunne undgå at gribe ind i den bestående hovedstadsudligningsordning på en sådan måde, at forudsætningerne for bevarelsen af denne i dens nuværende form vil være bristede. Det er derfor formandsskabets opfattelse, at der ikke på indeværende tidspunkt bør fremsættes lovforslag om en sådan omfattende revision af den gældende ordning.

I overensstemmelse hermed har formandsskabet ment, at en gennemførelse af forskellige af de fremsatte forslag vil være ensbetydende med en dyberegående revision af udligningsordningen i dens helhed — en revision, der på indeværende tidspunkt ikke forekommer ønskelig. Efter en gennemgang af de tre kommuners vej- udgifter og de stedfindende overvejelser om en ændring af lovgivningen på dette område er man derfor afstået fra at gå nærmere ind på det af Københavns kommune rejste spørgsmål om, hvorvidt nye udgiftsområder bør medtages i udligningsberegningerne. Det tilsvarende gælder med hensyn til det fremsatte forslag om at lade posten „lettelse i politiudgifter" udgå af beregningerne af udgiftstallet og med hensyn til Frederiksberg kommunes forslag om ændring af udligningsordningen, således at denne gøres tresidet i stedet for som nu tosidet.

Formandsskabet har imidlertid ikke ment at kunne afvise, at de økonomiske forhold er undergået en udvikling, der kan gøre ændringer på enkelte specielle punkter naturlige, men formandsskabet har dog herved i første række set det som sin opgave at søge tilvejebragt et forlig på basis af de principper, der ligger til grund for udligningsordningen i dens nuværende form.

Efter en række forhandlinger har samtlige tre kommuners medlemmer i voldgiftsretten ment at måtte tiltræde et af formandsskabet ud fra de anførte hensyn udarbejdet mæglingsforslag, der har tidsbegrænset virkning, således at det udløber med udgangen af regnskabsåret 1958-59.

Det bemærkes, at der — som ved tidligere forlængelser af ordningen — blandt rettens medlemmer er enighed om, at en kommende ændring af lovgivningen, hvorved der gennemføres en skattereform eller sker en almindelig omlægning af fordelingen af de økonomiske byrder mellem stat og kommuner eller mellem de forskellige kommunegrupper indbyrdes, må berettige enhver af de 3 kommuner til at kræve, at retten genoptager sit arbejde med henblik på udarbejdelse af forslag til de ændringer i udligningsordningen, som den almindelige nyordning måtte begrunde, og med virkning for de udbetalinger, der finder sted efter den almindelige ordnings ikrafttræden."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier, idet det radikale venstres ordfører, Rager, dog kun afholdt sig fra under udvalgsbehandlingen at stille ændringsforslag, fordi han anså det for formålsløst. Den foreslåede ordning var efter hans opfattelse utilfredsstillende, men bød dog på så væsentlige forbedringer, at hans parti ville stemme for lovforslaget. Ved sagens 2. behandling udtalte Rager bl. a.:

„Med hensyn til afgørelsen nu står jeg på samme standpunkt, som da vi med nogle ændringer forlængede loven i 1951 og i 1953. Disse ændringer var imidlertid heller ikke tilfredsstillende; det var forbedringer, og jeg anbefalede begge gange at stemme for dem, men jeg sagde udtrykkeligt, at vi fra vor side kun stemte for loven, fordi det ikke var lykkedes Københavns magistrat ved en stærkere optræden end den, jeg havde haft anledning til at se, at sørge for at få et bedre resultat, og at ansvaret for, at der ikke kom noget mere ud af det, derfor måtte hvile på magistraten — og dette gentager jeg. Det er også i dag således, at det er magistratens ansvar, at vi ikke er kommet længere med ordningen."

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling uændret og enstemmigt, idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.