Ved loven forhøjes toldsatserne for tekstilvarer i forbindelse med en omlægning af beskatningen fra vægttold til værditold. Samtidig har man fundet det nødvendigt flere andre steder i toldtariffen at foretage reguleringer for varer, hvori tekstiler indgår. Desuden er der på enkelte andre områder foretaget toldændringer, som skønnedes påkrævede, samt nogle ændringer af teknisk karakter, bl. a. vedrørende kreditoplag. En del af ændringerne blev indføjet i lovforslaget eller omformet under dettes behandling i folketinget.
Loven trådte i kraft 26. marts 1956. Den anslås til at ville indbringe en årlig merindtægt for staten på omkring 30 mill. kr.
Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte finansministeren om dets indhold og formål:
„Der har i årene efter den anden verdenskrig to gange tidligere været stillet forslag om en delvis ajourføring af vore toldsatser. I foråret 1947 fremsatte den daværende finansminister, det ærede medlem hr. Thorkil Kristensen, på den da siddende venstreregerings vegne et lovforslag om en generel forhøjelse af mængdetoldsatserne med visse undtagelser. Dette forslag blev imidlertid ikke gennemført. I foråret 1952 fremsatte den daværende venstre-konservative regering endvidere et omfattende forslag dels om ajourføring af toldsatserne, dels om en vis omlægning af toldtariffen; men heller ikke dette forslag blev gennemført.
Det forslag, jeg i dag skal fremsætte, er væsentlig mindre omfattende end forslaget i maj 1952, idet det nu udarbejdede forslag stort set kun indeholder en ajourføring af tekstiltoldsatserne. De forandringer, der foreslås udenfor toldtariffens tekstilgruppe, er i hovedsagen kun sådanne, som er en følge af de påtænkte ændringer i tekstiltoldsatserne. Herudover er foreslået nogle enkelte andre små rettelser, idet man har fundet det rigtigt nu at søge at bøde på negativ beskyttelse. Endvidere har man taget hensyn til nogle enkeltproblemer, der har været drøftet i toldkommissionen eller er blevet rejst overfor administrationen i tilknytning til kommissionsarbejdet og den offentlige omtale heraf.
Når den nuværende regering — i modsætning til den forrige — har indskrænket sit forslag om en delvis ajourføring af toldsatserne til stort set kun at vedrøre tekstiltoldsatserne og de dermed nært sammenhængende satser, er forklaringen den, at man ikke finder, at der nu bør foretages en mere omfattende toldrevision, men at man på den anden side dog for denne hårdt trængte industris vedkommende ikke anser det for forsvarligt at vente længere med en ajourføring af toldsatserne.
Det er sikkert rigtigt, når det påpeges, at de vanskeligheder for tekstilindustrien, der fortsat gør sig gældende i mange lande, delvis hænger sammen med mere dybtgående og varige forandringer i den økonomiske struktur; men det er svært at se, at der — som nogen synes at mene — heri skulle ligge en begrundelse for vedblivende at undlade at søge den hjemlige tekstilindustri mere ligestillet med vore nabolandes tilsvarende industrier i toldmæssig henseende. Man skulle tværtimod mene, at den almindelige tendens på tekstilområdet må gøre en ajourføring af toldsatserne på dette felt yderligere velbegrundet.
Toldsatserne i lovforslaget er ansat således, at de er i underkanten af de i vore nabolande — herunder Sverige og Norge — gældende tilsvarende satser. Og de foreslåede satser er som oftest også lavere — tildels langt lavere — end de nu gældende vægttoldsatser var, da disse i sin tid trådte i kraft. Importprisernes stigning gennem årene har imidlertid medført, at de hidtidige vægttoldsatser i forhold til varepriserne efterhånden er blevet reduceret til en brøkdel af, hvad de var, dengang de blev vedtaget.
Det foreslås nu — ligesom i 1952 — at man indenfor toldtariffens tekstilgruppe går over fra vægttold til værditold. Danmark er under de internationale toldforhandlinger, der har fundet sted i tiden efter den anden verdenskrig, indgået på en række toldbindinger, hvoraf mange er udformet således, at man enten kan bibeholde den hidtidige vægttoldsats eller gå over til værditold. En ajourføring af tekstiltoldsatserne kan under disse omstændigheder kun ske ved overgang fra vægttold til værditold.
Da min forgænger som finansminister i 1952 fremsatte den daværende venstre-konservative regerings adskilligt mere omfattende toldlovsforslag, fremsatte han en række bemærkninger om en sådan overgang fra vægttold til værditold. Efter at have citeret de nævnte udtalelser fortsatte finansministeren:
„Disse betragtninger kan også fremføres forsåvidt angår det nu udarbejdede lovforslag. Og der skulle nu være endnu mindre betænkelighed med hensyn til den praktiske side af sagen, eftersom den her påtænkte overgang til værditold er mindre omfattende end efter forslaget i 1952, som dækkede langt større vareområder.
Jeg skal forsåvidt angår enkeltheder i det udarbejdede lovforslag indskrænke mig til at henvise til selve forslaget og de dertil knyttede bemærkninger. Jeg skal dog tilføje, at dette forslag naturligvis som alle toldlovsforslag rummer enkeltproblemer, hvorom der må råde delte opfattelser, simpelthen fordi interesserne er delte; men sådanne enkeltheder bliver der vel lejlighed til at drøfte i et udvalg.
I forbindelse med fremsættelsen af forslaget om en ajourføring af tekstiltoldsatserne vil jeg gerne meddele tinget, at det er regeringens hensigt at foreslå den såkaldte deponeringsordning ophævet, samtidig med at de forhøjede tekstiltoldsatser træder i kraft ...
Deponeringsbestemmelserne går som bekendt ud på, at de beløb, der ved udtagelse af importbevilling til tekstilvarer indbetales til nationalbanken, skal henstå spærret i 12 måneder. På grundlag af de bevillinger, der hidtil er udtaget, henstår der i øjeblikket et depositum i nationalbanken på ca. 160 mill. kr. Det vil næppe være ønskeligt at udbetale hele dette beløb samtidig med deponeringsordningens ophævelse; dels vil det medføre et pludseligt og ikke særlig ønskeligt tilskud til pengeforsyningen, dels må man også være opmærksom på, at da importørerne indbetalte disse penge for at få deres importbevilling, var de klar over, at pengene skulle stå fast i 12 måneder. Det er derfor regeringens opfattelse, at man ved ophævelse af deponeringsordningen skal foretage udbetalingen af de spærrede beløb efter udløbet af den på deponeringstidspunktet gældende frist. Dette vil betyde, at de 160 mill. kr. vil blive udbetalt successivt i løbet af en 12 måneders periode, og dette må vist betragtes som en ønskelig og forsvarlig måde at afvikle denne pengespærring på.
Ophævelsen af deponeringsordningen vil betyde en ikke uvæsentlig lettelse for importen af tekstilvarer. Ajourføringen af tekstiltoldsatserne vil imidlertid virke i modsat retning.
Det er vanskeligt at forudsige, hvad nettovirkningen af disse modgående tendenser vil blive, fordi overgangen fra vægttold til værditold vil have en tendens til at medføre en omlægning af importens og produktionens sammensætning. Vægttold hviler jo med samme absolutte beløb på billige og dyre varer under samme position, medens værditold varierer efter varernes pris.
Det må endvidere antages, at toldforhøjelser i visse tilfælde kan bevirke, at udenlandske producenter nedsætter deres priser. De hjemlige producenters indbyrdes konkurrence vil formentlig også bevirke, at der på mange områder, hvor forsyningen allerede nu hovedsageligt hidrører fra den danske produktion, ikke vil ske væsentlige prisforhøjelser.
Da virkningen af alle disse forhold ikke kan fastslås i enkeltheder, må de opgivelser, der har været fremme om forslagets prismæssige virkninger, ifølge sagens natur være ganske skønsmæssige og formentlig altfor høje.
De foran nævnte forhold medfører iøvrigt også, at provenuet af de foreslåede ændringer i toldsatserne ikke kan fastslås med sikkerhed. Man har dog skønsmæssigt ansat stigningen i toldindtægten til 30 mill. kr. årlig.
Til slut skal jeg blot bemærke, at det er mit håb, at drøftelsen af det foreliggende lovforslag må kunne finde sted i en lidt lettere atmosfære, end tilfældet ofte har været, når toldlovsforslag var til behandling. Vi må indstille os på, at vi i de kommende år kan komme til at beskæftige os en hel del mere med toldspørgsmål, end vi har været vant til. Det må påregnes at ville blive nødvendigt ikke alene på de felter, der måtte blive inddraget under det af det store flertal i denne sal ønskede toldsamarbejde mellem de nordiske lande, men også på andre vareområder. Man må være forberedt på, at også her kan ret omfattende revisioner vise sig at blive aktuelle."
Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra socialdemokratiet og det konservative folkeparti med undtagelse af Weikop, mens de øvrige partier gik imod det udfra frihandelssynspunkter.
Under sagens behandling i et udvalg tiltrådte de socialdemokratiske og konservative medlemmer inklusive Weikop en række ændringsforslag, der gennemgående tilsigtede lempelser. Eksempelvis skal nævnes, at tolden på nærmere angivne gummistøvler foresloges sat til 7 1/2 pct. af værdien i stedet for som oprindelig foreslået 10 pct. Den hidtil gældende toldsats var her 50 øre pr. stk. svarende til 6—7 pct. af værdien i 1956, men over 15 pct. af værdien i 1938.
Et mindretal bestående af venstres og det radikale venstres udvalgsmedlemmer indstiller i betænkningen lovforslaget til forkastelse. „Under lovforslagets behandling i udvalget er det", anfører udvalget, „dokumenteret, at de foreslåede toldsatser for de vigtige varegrupper metervarer og klædningsstykker ikke blot betyder en overordentlig forhøjelse af den hidtidige toldbeskatning og toldbeskyttelse for disse varer, men tillige medfører en meget højere nettotoldbeskyttelse end den tilsvarende svenske, som er gældende i henhold til de i Sverige i fjor gennemførte midlertidige ændringer af tekstiltolden.
Mindretallet må modsætte sig en sådan lovgivning, der gennem øgede byrder bidrager til at formindske det øvrige erhvervslivs, herunder eksporterhvervenes, konkurrenceevne, og må også under hensyn til kommende forhandlinger vedrørende et fælles nordisk varemarked anse en dansk toldlovgivning af denne art for forkastelig."
Et andet mindretal (Weikop) erkender i betænkningen, at der under udvalgsbehandlingen er foretaget ændringer, der efter mindretallets opfattelse betyder forbedringer, men forbeholder sig dog sin stilling til lovforslaget.
Et tredie mindretal (Aksel Møller, Poul Møller og Weikop) finder det „rimeligt, at det ved de foreslåede toldforhøjelser for statskassen indvundne beløb anvendes til at lette omsætningsafgiften på tekstil- og beklædningsvarer. Mindretallet fremhæver til begrundelse de betydelige vanskeligheder, som tekstilomsætningsafgiften har påført såvel produktion som handel, og benytter den givne anledning til at pege på nødvendigheden af, at udløbet af omsætningsafgiften pr. 31. marts 1957 forberedes i god tid, således at der ikke sker yderligere afbræk for erhvervet. Mindretallet har fundet det ønskeligt, at denne nødvendighed fastslås allerede nu, og vil derfor under lovforslagets behandling i tinget stille et forslag om motiveret dagsorden, hvorved linierne for en aftrapning af omsætningsafgiften skitseres."
Udvalget har, efter hvad der oplyses i betænkningen, „med finansministeren drøftet det fra flere sider rejste spørgsmål om at skabe en domstolslignende ankeinstans, for hvilken spørgsmål vedrørende toldadministrationens tariferingsafgørelser skulle kunne indbringes, og som — i samme omfang som hidtil finansministeren — skulle kunne træffe en endelig afgørelse heraf. Finansministeren var med udvalget enig i, at den hidtidige ordning bør tages op til revision, og at det rejste spørgsmål derfor bør undersøges og forhandles med de interesserede erhvervsorganisationer, hvorefter der skal udarbejdes et lovforslag tagende sigte på at få skabt en ankeinstans som foran nævnt. Ministeren erklærede, at han vil træffe foranstaltning til, at dette lovforslag kan fremsættes i folketingsåret 1956-57.
Finansministeren har i udvalget endvidere oplyst, at det er hans agt at foranledige et lovforslag om toldforvaltningen udarbejdet, men at det dog ikke på nuværende tidspunkt vil kunne forudses, hvornår et sådant lovforslag vil kunne fremsættes.
Udvalget har tillige med finansministeren drøftet de ligeledes fra flere sider rejste spørgsmål vedrørende kreditoplaget for værditoldbeskattede varer, og ministeren har udtalt, at der ikke ved administrationen vil ske indskrænkning i adgangen til at tage varer på kreditoplag, ligesom regnskabsaflæggelsen for kreditoplaget og afregningen ved kvartalsopgørelsen vil kunne ske efter hidtil gældende regler. Endelig har udvalget med finansministeren drøftet spørgsmålet om reglerne for og fremgangsmåden ved fastsættelsen af toldberegningsværdien for værditoldbeskattede varer.
Ved lovforslagets 2. behandling begrundede Thorkil Kristensen (V) nærmere, hvorfor han, der selv i 1952 havde fremsat et toldlovsforslag, ikke kunne stemme for det foreliggende forslag.
„Det forslag", udtalte han, „jeg på den daværende regerings vegne fremsatte i 1952, var jo dels et samlet toldrevisionsforslag, der gjaldt hele toldlovens område, dels var det et regeringsforslag. Det indeholdt, hvad den daværende regering og de to daværende regeringspartier kunne samles om. Jeg vil formode, at en del af det konservative folkepartis medlemmer her i det høje ting på visse punkter ville have foretrukket højere satser, end forslaget indeholdt. Jeg vil på samme måde formode, at en del af venstres medlemmer her i salen på visse punkter ville have foretrukket lavere satser. Men et regeringsforslag er naturligvis udtryk for, hvad regeringen og regeringspartierne kan samles om. Jeg kan for mit eget vedkommende tilføje, at dette toldforslag af 1952 i det store og hele dækkede mine personlige synspunkter med hensyn til, hvad det under de daværende forhold ville være rimeligt at gennemføre.
Hvad angår det nu foreliggende forslag, skal jeg ikke sige meget, men jeg har tre indvendinger derimod. For det første mener jeg, at dette forslag indeholder mere beskyttelse, end det er nødvendigt efter de oplysninger, der nu foreligger for os om tekstilindustriens forhold her i landet og i andre lande. For det andet mener jeg, at det på forskellige punkter indeholder mere beskyttelse, end det er ønskeligt af hensyn til de kommende nordiske forhandlinger. Jeg skal ikke gå meget i detailler i så henseende, men det fremgår jo af oplysninger, vi har fået, at der på flere punkter gives mere beskyttelse, end den svenske industri har, i hvert fald i øjeblikket. Ganske vist er de danske satser for garn forholdsvis lave, men det er jo muligt, at man i en fælles nordisk toldordning vil blive nødt til at forhøje de danske garnsatser, og så måtte man enten yderligere forhøje de danske satser for mere forarbejdede varer eller også nedsætte den beskyttelse, man nu giver den danske tekstilindustri. Begge dele ville til sin tid fremkalde betydelige vanskeligheder. Derfor mener jeg, at også under hensyn til de nor dislee forhandlinger er det uheldigt i øjeblikket at gennemføre et forslag som det foreliggende.
Så har jeg en tredie indvending, og den tillægger jeg stor betydning. Jeg mener, det er meget uheldigt at gennemføre en sådan ikke uvæsentlig toldforhøjelse lige foran en stor lønsituation. Det er i virkeligheden at invitere den pågældende industri til i de kommende lønforhandlinger at acceptere lønforhøjelser, som den ellers ikke kunne have accepteret. Der er med andre ord en betydelig risiko for, at den beskyttelse, man nu tilsigter at give industrien, for en stor del simpelthen vil blive givet videre og omsat i højere lønomkostninger med det resultat, at når der er gået en måneds tid, er tekstilindustrien omtrent lige vidt, og de tilsigtede virkninger med hensyn til produktion og beskæftigelse vil derfor delvis gå tabt. Det sikre, der bliver tilbage, er så, at man får højere priser til skade for vort prisniveau og vel iøvrigt også til skade for den tekstileksport, som vi dog efterhånden har fået.
Af disse grunde kan jeg lige så lidt som venstre iøvrigt medvirke til dette toldforslags gennemførelse."
Af Harald Nielsen (V) fremsattes følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:
„Idet folketinget nægter det foreliggende forslag overgang til tredie behandling og henstiller, at spørgsmålet om tøjskattens afvikling tages op til forhandling i det udvalg, som behandler loven om omsætningsafgifterne, går tinget over til næste sag på dagsordenen."
Også Poul Møller (KF) stillede et forslag til motiveret dagsorden. Det havde følgende ordlyd:
„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om, at afgiften af de i § 1, punkt 1-3, i lov nr. 43 af 14. marts 1955 om forbrugsbegrænsende foranstaltninger omhandlede varer nedsættes gradvis i tiden fra 1. oktober 1956 til 1. marts 1957, og fortsætter herefter behandlingen af forslaget til lov om ændring i lov om toldafgifterne."
Ved afstemningen forkastedes Harald Nielsens dagsordensforslag med 101 stemmer (S og KF) mod 69 (V, RV, DK og DR), idet Thorkil Kristensen og Weikop afholdt sig fra at stemme.
Derefter forkastedes Poul Møllers forslag med 75 stemmer (S og Thorkil Kristensen) mod 28 (KF), idet 69 medlemmer afholdt sig fra at stemme.
De stillede ændringsforslag vedtoges uden afstemning og lovforslagets overgang til 3. behandling med 101 stemmer mod 69, idet Weikop afholdt sig fra at stemme.
Til 3. behandling stilledes af finansministeren med tilslutning af udvalgets flertal 3 mindre ændringsforslag, som vedtoges uden afstemning.
Desuden stillede venstres og det radikale venstres udvalgsmedlemmer ændringsforslag om, at forslag til revision af de i loven indeholdte ændringer i toldloven skulle fremsættes for folketinget inden udgangen af november 1957. Dette forkastedes med 101 stemmer mod 66, idet Weikop afholdt sig fra at stemme.
I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget derefter ved navneopråb med 100 stemmer (S og KF med undtagelse af Weikop) mod 69 (V, RV, DK og DR samt Weikop).