Lovforslaget var enslydende med et i samlingen 1954-55 fremsat forslag, der er omtalt i årbog 1954-55, side 512.

Ved fremsættelsen anførte Oluf Pedersen (DR) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Vort forslag giver regler for vurdering på linie med det forslag, der udarbejdedes i grundskyldskommissionen, og efter dette udkast inddrages ikke blot hele den siden 1950 skete grundværdistigning, men også den da bestående grundværdi. For denne sidste inddragning foresloges dog særlige regler, indtil afløsning havde fundet sted.

lnddragningen af hele grundrenten er af stor betydning for adgangen til jord og ikke mindst for generationsskiftet indenfor landbruget, idet afløsningssummen kan bruges som udbetaling imod, at køberen fremover betaler fuld grundskyld, ligesom tilfældet er ved de bestående jordrentebrug.

Bortset fra, at vi har foreslået afløsningen gjort frivillig og dækket den ved en tilsvarende formueafgift, og at vi foreslår at binde den indkomne grundskyld til anvendelse i form af skattenedsættelser, følger vort forslags tekst og bemærkninger det i grundskyldskommissionen udarbejdede forslag."

Ved lovforslagets 1. behandling, der foretoges sammen med 1. behandling af regeringens forslag til lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme, se side 95, udtalte Holger Eriksen (S):

„Man kan diskutere, om man skal inddrage værdistigningen fra vurderingen i 1950 eller fra den kommende vurdering i år. Det af det ærede medlem hr. Oluf Pedersen m. fl. fremsatte lovforslag holder på det første. Jeg indrømmer, at der er penge i det, mange penge, og jeg indrømmer også, at der med den angivne undtagelse, nemlig de tilfælde, hvor ejerskifte har fundet sted, vil være en vis rimelighed i det. Det vil imidlertid blive mødt med det modargument, at de pågældende grundejere hidtil kun har været interesseret i at slippe så billigt som muligt. Derfor har de klaget, når vurderingen efter deres mening var for høj, men aldrig, når den var for lav, og derfor behøver vurderingsprisen ikke at svare til værdien. Dette synspunkt kan ikke helt afvises. Der er formodentlig heller ikke tvivl om, at det ville medføre store tekniske vanskeligheder, hvis man skulle lade loven få tilbagevirkende kraft fra 1950, da vi havde den sidste vurdering."

Alfred Bøgh (V) udtalte: „Forslaget adskiller sig fra regeringsforslaget derved, at det foreslår at give erstatning for de inddragne jordværdier. Dette sker ved ganske enkelt og ligetil at tage pengene fra formueejerne: 1 pct. årlig af alle formuer i 25 år. Hvor simpelt og ligetil! Hvilke konsekvenser dette vil få for opsparing og investering, forsøger man ikke at gøre rede for. Jeg anser det for spild af tid at gå nærmere ind på dette forslag. Det ville være til ubodelig skade for landet, hvis det blev gennemført."

Heller ikke Thestrup (KF) kunne tilsige medvirken til forslagets gennemførelse; han fandt, at det var uden realitet, og at det var et forsøg på at føre en forældet teori ud i livet. Også det radikale venstres ordfører, Skytte, tog afstand fra lovforslaget, hvorimod Alfred Jensen (DK) stillede sig imødekommende, idet han udtalte: „.... vi kan gå med til en sådan skatteforanstaltning; vi har bare een betingelse, og det er, at denne skat ikke bliver en skat på toppen af de andre skatter, men at man på andre områder sikrer en lettelse i beskatningen af befolkningen."

Lovforslaget fik ligeledes støtte fra Aage Fogh (RV), der ikke var enig med sit partis ordfører (Skytte), han anså det dog ikke for at være gennemførligt i den foreliggende form, men erklærede sig villig til at forhandle om det for at nå frem til et acceptabelt resultat.

Ved forhandlingens slutning henvistes lovforslaget sammen med regeringens lovforslag til et udvalg på 17 medlemmer. Dette udvalg afgav ikke betænkning om den pågældende sag.