Lovforslaget fremsattes samtidig med forslag til lov om oprettelse af Statens kunstfond og Eckersberg-Thorvaldsenfondet og forslag til lov om ændringer i lov om offentlig auktion ved auktionsledere. Det tilsigtede en forhøjelse af de i lov nr. 138 af 24. april 1935 om afgift af offentlig auktion m. m. fastsatte procentvise auktionsafgifter på omkring 50 pct. og desuden en forhøjelse af de faste auktionsafgifter, der har været uforandrede siden 1935-lovens ikrafttræden.

Som begrundelse for disse forhøjelser anførte finansministeren ved fremsættelsen:

„Dette lovforslag må ses i sammenhæng med det af den højtærede undervisningsminister fremsatte forslag til lov om oprettelse af statens kunstfond og Eckersberg-Thorvaldsenfondet, hvorefter der — foreløbig i 4 år — skal stilles et beløb af ialt 775 000 kr. årlig til rådighed for de 2 fonds.

Jeg har ikke ment, at staten bør påtage sig denne udgiftsbyrde, uden at der samtidig tilvejebringes hjemmel for en tilsvarende forøgelse af statens indtægter, og efter at man bl. a. af praktiske grunde har måttet forlade tanken om en særlig afgift på kunstsalget eller en afgift specielt på kunstauktioner, har jeg fundet det naturligt at foreslå en forhøjelse af auktionsafgifterne i almindelighed.

De gældende regler om afgift for offentlig auktion m. m. findes i lov nr. 138 af 24. april 1935. Denne lov indeholder bestemmelser dels om procentvis fastsatte afgifter, dels om afgifter, der er fikseret til bestemte beløb.

Ved nærværende forslag foreslås dels en forhøjelse af de procentvise afgifter med 50 pct., dels en forhøjelse af de faste afgifter; den sidstnævnte forhøjelse må ses på baggrund af prisniveauets udvikling siden 1935.

Hvis man lægger statens samlede indtægt af auktionsafgifterne i de seneste år til grund, må det antages, at provenuet af de foreslåede forhøjelser vil blive noget større end de 775 000 kr. årlig, som der skulle tilvejebringes dækning for. Imidlertid må man regne med, at de seneste års auktionsafgifter har været ekstraordinært store, bl. a. på grund af de særlige auktioner over brugte motorkøretøjer, og man må således være forberedt på en vis nedgang i disse afgifter. Når udsigten til en sådan nedgang tages i betragtning, må det skønnes, at provenuet af de foreslåede afgiftsforhøjelser tilnærmelsesvis vil modsvare statens udgifter til de 2 fonds."

I bemærkningerne til lovforslaget hedder det bl. a.:

„Auktionsafgifterne har ifølge statsregnskabet indbragt:

for finansåret 1949-50 .......... 1 041 202 kr. 96 øre
for finansåret 1950-51 .......... 1 121 765 kr. 16 øre
for finansåret 1951-52 .......... 1 585 696 kr. 81 øre
for finansåret 1952-53 .......... 2 128 003 kr. 69 øre
for finansåret 1953-54 .......... 2 769 743 kr. 73 øre
for finansåret 1954-55 .......... 2 121 173 kr. 57 øre

Den stigning, der har fundet sted i årene 1951-52 og fremefter, skyldes formentlig for en stor del auktionerne over brugte motorkøretøjer. Man må derfor påregne et fald i auktionsafgifterne, når disse auktioner ophører; ved et forsigtigt skøn vil der formentlig da efter de gældende satser kunne regnes med en årlig auktionsafgift på mellem 1 og 1½ mill. kr. En 50 pct. forhøjelse — der giver praktiske satser — må da påregnes at give en merindtægt på mellem 1/2 og 3/4 mill. kr.

Man foreslår samtidig de i lovens §§ 7, 2. stk., og 8 omhandlede faste afgifter på henholdsvis 25 øre og 10 kr., der efter den siden 1935 stedfundne prisudvikling må anses for at være for lave, forhøjet til henholdsvis 1 kr. og 25 kr."

Lovforslaget mødte ikke den fornødne tilslutning i folketinget og toges ved 2. behandling tilbage af finansministeren i overensstemmelse med, hvad der var bebudet i betænkningen fra det udvalg, der behandlede sagen.