Ifølge § 5 i loven om folkebiblioteker (årbog 1949-50, side 480) skulle forslag til revision af lovens tilskudssatser fremsættes i folketingsåret 1954-55. Denne revisionsfrist udskydes herved til folketingsåret 1955-56.
Som begrundelse for udskydelsen anførte undervisningsministeren ved lovforslagets fremsættelse:
„I § 5, stk. 1, i folkebiblioteksloven af 1950 er der givet nærmere regler for beregningen af det årlige driftstilskud fra staten til de enkelte biblioteker. De satser, der nævnes i denne bestemmelse, er fremkommet ved en under hensyn til stigningen i prisniveauet foretagen ajourføring af de tilsvarende satser i den forud for 1950 gældende bibliotekslov nr. 128 af 7. april 1936, som ændret ved lov nr. 184 af 30. marts 1946.
Med henblik på eventuelle yderligere prisstigninger fandt man det i 1950 naturligt i loven at indføje en bestemmelse om, at satserne i § 5, stk. 1, skulle optages til revision efter nogle års forløb, og det blev da i § 5, stk. 2, fastslået, at forslag til lov om revision af de pågældende satser skulle fremsættes af undervisningsministeren i rigsdagssamlingen 1954-55.
Fra det biblioteksråd, der er nærmere omtalt i bibliotekslovens § 9, og som undervisningsministeren skal rådføre sig med i sager af principiel betydning for folkebiblioteksvæsenet, er der fremkommet en indstilling i anledning af den forventede revision af bibiloteksloven. Denne indstilling går imidlertid ikke blot ud på en ajourføring af tilskudssatserne i § 5, men indeholder en række andre forslag, hvis fremsættelse skyldes de erfaringer, man har indvundet siden 1950. Disse videregående forslag har tildels en betydelig økonomisk rækkevidde og er også iøvrigt af en sådan karakter, at en bedømmelse af dem først vil være mulig, efter at de har været genstand for en indgående behandling, der også må omfatte forhandlinger med kommunerne og andre ministerier, og en sådan indgående behandling vil næppe kunne tilendebringes i indeværende folketingsår.
Folkeblibliotekerne opnåede ved loven af 1950 meget store økonomiske fordele, og selvom deres stilling er noget forringet på grund af de prisstigninger, der har fundet sted, siden loven trådte i kraft, kan man utvivlsomt sige, at en kortere tids udsættelse af den i loven foreskrevne revision ikke vil bringe landets folkebiblioteker i nogen økonomisk nødsituation."
Lovforslaget gennemførtes i folketinget efter nogen diskussion uden udvalgsbehandling og uden ændringer. Vedtagelsen var enstemmig.