Bestemmelserne i grundlovens §§ 59 og 60 om rigsretten nødvendiggjorde en ændring af den hidtil gældende lov om rigsretten, lov af 3. marts 1852.

I forbindelse med grundlovsforslaget af 1939 udarbejdedes i justitsministeriet et forslag til lov om rigsretten, der gennemførtes som lov nr. 115 af 15. marts 1939 (årbog 1938-39, side 356). Loven skulle træde i kraft samtidig med grundloven og er følgelig aldrig trådt i kraft.

Uagtet de i loven af 1852 indeholdte forskrifter mentes at have virket tilfredsstillende, havde man fundet det rimeligt at underkaste loven i dens helhed en fornyet overvejelse under hensyn til de ændringer i den i 1852 bestående retstilstand, som de vekslende grundlove, grundlovsforslaget og den nye straffe- og retsplejelovgivning havde givet anledning til. Loven benyttede som grundlag næsten paragraf for paragraf loven af 1852, der allerede i vidt omfang byggede på de nyere retsplejeprincipper: offentlighed, mundtlighed og umiddelbarhed i bevisførelsen, som først ved retsplejereformen i 1919 blev gennemført i vor almindelige rettergang.

Forslaget til nærværende lov byggede i det hele på den i 1939 vedtagne lov, idet de nye bestemmelser om rigsrettens sammensætning og virkekreds i grundlovens § 59 og § 60 var indarbejdet i §§ 1 og 2. Forslaget adskilte sig endvidere fra loven af 1939 derved, at spørgsmålet om opløsning af politiske foreninger ikke skal påkendes af rigsretten.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte justitsministeren bl. a.:

„Det nu foreliggende forslag til rigsretslov er i det væsentlige identisk med loven fra 1939, dog naturligvis med de ændringer, som forskelle mellem grundlovsforslaget fra 1939 og den nuværende grundlov har nødvendiggjort; således forskelle med hensyn til rettens sammensætning, virkekreds og kompetence.

Det må erkendes, at forslaget er stærkt præget af loven fra 1852, hvorover det er bygget, og at det nok ville være muligt at forme det knappere, bl. a. ved i vidt omfang at henvise til retsplejelovens regler, og i et mere nutidssvarende sprog. Jeg har imidlertid ment at burde fremsætte forslaget væsentligt i samme skikkelse som den, i hvilken loven af 1939 blev vedtaget, idet jeg tillægger de hensyn vægt, som kan tale for at tilstræbe en fyldig, selvstændig beskrivelse af den rettergangsmåde, der skal finde sted i disse særlig vigtige sager.

Idet jeg iøvrigt tillader mig at henvise til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg gøre opmærksom på bestemmelsen i § 2 om rigsrettens sammensætning. Denne paragraf knytter sig til grundlovens § 59, hvor det bestemmes, at rigsretten består af indtil 15 af de efter embedsalder ældste ordentlige medlemmer af rigets øverste domstol og et tilsvarende antal af folketinget efter forholdstal for 6 år valgte medlemmer. Da Højesteret i øjeblikket består af 15 medlemmer, er det i lovforslagets § 2 bestemt, at samtlige Højesterets dommere har sæde i rigsretten. Såfremt antallet af Højesterets dommere skulle blive forhøjet, måtte rigsretsloven derfor ændres, således at kun de efter embedsalder 15 ældste bliver medlemmer af rigsretten. En ændring af loven vil derimod være ufornøden, såfremt højesteretsdommernes antal måtte blive formindsket. Da en forøgelse af højesteretsdommernes tal kun vil kunne ske ved lov, vil det i påkommende tilfælde ikke volde nogen vanskelighed samtidig at gennemføre den fornødne formelle ændring af rigsretsloven."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider og gennemførtes enstemmigt med en række ændringer, som ikke var af indgribende art.

Af lovens paragraffer skal de første 14 gengives:

§ 1. Rigsretten påkender de af kongen eller folketinget mod ministrene anlagte sager.

For rigsretten kan kongen med folketingets samtykke lade også andre tiltale for forbrydelser, som han finder særdeles farlige for staten.

§ 2. Rigsretten består af de ordentlige medlemmer af Højesteret og et tilsvarende antal af folketinget elter forholdstal for 6 år valgte medlemmer. Folketingets medlemmer kan ikke vælges til eller virke som medlemmer af rigsretten.

For hver af de valgte vælges der efter forholdstal straks to stedfortrædere.

Hvis nogen af de af folketinget valgte dommere udtræder af rigsretten inden valgperiodens udløb, tager den for vedkommende først valgte stedfortræder sæde i rigsretten i hans sted for den tilbageværende del af perioden. Er den først valgte stedfortræder ude af stand dertil, eller udtræder også han af rigsretten, indtræder den anden stedfortræder.

Der foretages ikke supplerende valg af stedfortrædere.

Er sag rejst ved rigsretten, beholder de af folketinget valgte medlemmer deres sæde i retten for denne sags vedkommende, selvom det tidsrum, for hvilket de er valgt, udløber.

§ 3. Når valg af dommere og stedfortrædere er foretaget af folketinget, sender dettes formand meddelelse herom til Højesterets præsident, der derefter sammenkalder retten.

§ 4. I sit første møde vælger retten af sin midte en formand og en næstformand. Valget gælder i almindelighed kun, indtil nyt valg til retten foretages, jfr. dog det i § 2, stk. 5, omhandlede tilfælde; ophører en af de valgte inden udløbet af valgperioden at være medlem af rigsretten, vælger denne en anden i hans sted for den tilbageværende tid.

Er formanden eller næstformanden forhindret i at deltage i behandlingen af en enkelt sag, vælges ligeledes en anden i hans sted, men kun for den enkelte sag.

Sålænge en ny formand i de anførte tilfælde ikke er valgt, såvel som når formanden iøvrigt har forfald, udfører næstformanden hans hverv.

§ 5. Kan i et enkelt tilfælde nogle af Højesterets dommere ikke deltage i sagens behandling og påkendelse, fratræder et tilsvarende antal af de af folketinget efter forholdstal sidst valgte medlemmer.

Er en af de valgte dommere forhindret i at deltage i den enkelte sags behandling, tiltrædes retten af den for vedkommende først valgte stedfortræder; er også han forhindret, indtræder den anden stedfortræder. Er også denne forhindret, fratræder den efter embedsalder yngste højesteretsdommer.

§ 6. Rigsretten kan i intet tilfælde beklædes af mindre end 18 dommere.

§ 7. Formanden fører forsædet i retten.

Højesterets dommere tager sæde i samme rækkefølge som i Højesteret.

De af folketinget valgte dommere tager sæde i den rækkefølge, hvori de er valgt; en stedfortræder indtager vedkommende medlems plads.

§ 8. Hver af rigsrettens dommere afgiver skriftlig en højtidelig forsikring på ære og samvittighed om opmærksomt at ville følge forhandlingerne i retten og dømme således, som han finder ret og sandt at være efter loven og sagens bevisligheder.

§ 9. Retsskriverforretningerne ved rigsretten udføres efter formandens nærmere bestemmelse af Højesterets justitssekretær, protokolsekretærer og de ved Højesterets justitskontor ansatte tjenestemænd.

§ 10. Rigsrettens retsbøger autoriseres af folketingets formand og forsynes med tingets segl.

§ 11. Rettens almindelige sæde er i København, men retten kan, når omstændighederne taler derfor, også sættes et andet sted i riget.

§ 12. Forhandlingerne i rigsretten med undtagelse af dommernes indbyrdes forhandlinger og afstemninger er offentlige, medmindre retten undtagelsesvis, når særlige grunde foreligger, finder det påkrævet, at dørene lukkes.

§ 13. Beslutter folketinget at rejse tiltale mod en minister, vælger det samtidig en anklager.

I andre under rigsretten hørende sager udføres hvervet som anklager af rigsadvokaten, medmindre folketinget vælger en anden anklager.

Meddelelse om tiltalen samt om valget af anklager tilstilles uopholdelig rigsrettens formand, der herom underretter tiltalte.

§ 14. I sager om strafansvar beskikker rigsrettens formand en forsvarer, medmindre tiltalte inden 8 dage efter at være blevet bekendt med tiltalen erklærer selv at ville drage omsorg for forsvaret.

Som forsvarer for rigsretten kan anvendes enhver mand eller kvinde, der er valgbar til folketinget. Beskikker rigsrettens formand en forsvarer, vælges denne blandt de til udførelsen af offentlige og beneficerede sager ved Højesteret antagne sagførere, medmindre der fremkommer begæring om beskikkelse af en anden, der kan anvendes som forsvarer for rigsretten.

Om antagelse af forsvarer sendes der uopholdelig meddelelse til rettens formand og til anklageren. Sidstnævnte bliver at underrette om beskikkelse af forsvarer.

De efterfølgende paragraffer indeholder detaillerede regler om stævning, procedure (herunder vidneførsel), bevisbedømmelse, votering og domsafsigelse m. v.

I det folketingsudvalg, som behandlede sagen, enedes man om ialt 9 ændringsforslag, hvoraf det vigtigste angik § 68 og fastslog, at den for Højesteret i henhold til retsplejelovens § 218, stk. 1, gældende bestemmelse vedrørende dissenser gennemføres for rigsretten. Domme afsagt af rigsretten skal herefter indeholde oplysning om de forskellige meninger under afstemningen, både forsåvidt angår resultatet som begrundelsen samt oplysning om stemmetal, men uden angivelse af dommernes navne. „Rigsrettens afgørelser vil" — anføres der i den enstemmige betænkning — „kunne være af stor betydning for den konstitutionelle praksis, og den bør derfor i videst muligt omfang begrunde sine domme, ligesom særopfattelser bør fremgå klart af dommen til uddybelse og forståelse af dommens resultat."

De øvrige ændringer drejer sig hovedsagelig om på en række mindre vigtige punkter at indføre tilsvarende regler som fastsat i retsplejeloven. Dog skal nævnes en i § 14 foretagen ændring, hvorved paragraffen fik den ovenfor gengivne formulering, der gør det muligt for en for rigsretten tiltalt at få en ikke-sagfører, altså f. eks. en politiker, beskikket som forsvarer. Efter det oprindelige forslag kunne en sådan nok antages som valgt forsvarer, men ikke beskikkes som forsvarer.

Efter at ændringsforslagene var vedtaget uden afstemning, henvistes lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling. Resultatet heraf blev en tillægsbetænkning, i hvilken der stilledes forslag om en sproglig rettelse og om tilføjelse af stk. 3 og stk. 4 i § 2.

Efter at også disse ændringsforslag var tiltrådt af tinget, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt i den ændrede affattelse.