L 106 Forslag til lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering.

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Samling: 2024-25
Status: Stadfæstet
Med lovforslaget indføres der mulighed for, at andre end godkendte revisorer kan afgive erklæringer om virksomheders bæredygtighedsrapportering.

Erklæringer fra de uafhængige udbydere vil være sidestillet med erklæringer afgivet af de godkendte revisorer om bæredygtighedsrapportering, hvorfor det også følger af bæredygtighedsdirektivet, at uafhængige erklæringsudbydere skal underlægges tilsvarende krav, som stilles for revisorer, for så vidt angår afgivelse af erklæringer om bæredygtighedsrapportering.

Lovforslaget udgør en ny hovedlov, der fastsætter betingelserne for registrering og godkendelse af uafhængige erklæringsudbydere og vilkårene for udførelse af erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering samt regler om offentligt tilsyn.

Lovforslaget skal bidrage til at øge konkurrencen og give flere valgmuligheder for virksomheder, der skal udarbejde en bæredygtighedsrapportering.

Endelig er det præciseret i lovforslaget, at alternative investeringsfonde (AIF’er) som følge af regnskabsdirektivet er undtaget fra kravet om virksomhedernes bæredygtighedsrapportering.

Dele af lovforslaget forventes at træde i kraft 1. februar 2025, mens andre dele skal træde i kraft senere.
Vedtaget For stemte 81 (S, V, SF, M, EL, RV, DF, UFG,) imod stemte 29 (DD, LA, KF, ALT, BP, Peter Juel-Jensen (V), Jeppe Søe (UFG)) hverken for eller imod stemte 0 () Ved en fejl stemte Peter Juel-Jensen (V) imod forslaget.
Partiernes ordførere
Anne Paulin (S), Louise Elholm (V), Marianne Bigum (SF), Kim Edberg Andersen (DD), Pernille Vermund (LA), Charlotte Bagge Hansen (M), Helle Bonnesen (KF), Rosa Lund (EL), Peter Kofod (DF), Katrine Robsøe (RV) og Sascha Faxe (ALT)