Lovforslaget foreslår at modernisere rammerne for valg og lokaldemokrati. Ændringerne i valglovgivningen består bl.a. i, at vælgere, der flytter til en ny kommune i den sidste uge før et kommunal- og regionalvalg, fremover bevarer deres valgret i fraflytningskommunen. Det foreslås at ændre kravet til stillerunderskrifter for nye kandidatlister, der ønsker at stille op til regionsrådsvalg, så det bedre afspejler vælgertallet i de enkelte regioner. Det foreslås at forenkle reglerne for opstilling til kommunal- og regionalvalg ved at afskaffe mulighederne for at indgå listeforbund og have ens listebetegnelser.
Det foreslås at gennemføre en række forenklinger af brevstemmeproceduren, der bl.a. har til formål at lette kommunernes håndtering af brevstemmerne og i sidste ende sikre, at flest mulige brevstemmer bliver gyldige og kan tælles med. Det foreslås at forenkle reglerne for stemmesedlernes udarbejdelse og udseende med henblik på at undgå fejl på stemmesedlerne. Det foreslås at lempe reglerne for bedømmelse af stemmesedler, så færre stemmesedler bedømmes som ugyldige. Det foreslås at afskaffe pligten for Indenrigs- og Sundhedsministeriet og kommunerne til at indrykke annoncer i dagbladene om, at der er valg, og at vælgerne vil modtage valgkort.
Det foreslås at give indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at bekendtgøre antallet af danske medlemmer, der efter EU-retten skal vælges til Europa-Parlamentet. Det foreslås at give indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at danske myndigheder bistår Ukraine med at afholde valg og folkeafstemninger i Danmark. Det foreslås at ophæve den midlertidige lov, der giver valgret til Europa-Parlamentsvalg i Danmark for britiske statsborgere, der har haft uafbrudt bopæl i Danmark siden Brexit den 31. januar 2020.
Lovforslaget foreslår derudover ændringer i reglerne om kommunernes og regionernes styrelse, herunder at der gives mulighed for i særlige tilfælde at afholde ekstraordinære møder i kommunalbestyrelser og regionsråd som virtuelle møder. Det foreslås, at reglerne om adgangen for medlemmer af en kommunalbestyrelse eller et regionsråd til at vælge vederlæggelse i form af dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ændres således, at den enkelte kommunalbestyrelse eller det enkelte regionsråd fremover kan beslutte, om ordningen med vederlæggelse for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste skal være gældende i den pågældende kommune eller den pågældende region. Det foreslås desuden at gøre det muligt for kommunalbestyrelsen eller regionsrådet at stille krav om fremlæggelse af revisorerklæring som dokumentation for den tabte arbejdsfortjeneste. Det foreslås at sikre, at kommunal- og regionalpolitikere fra andre lande, der arbejder i Danmark, kan opnå ret til fravær fra arbejdet i Danmark, og at de er beskyttet mod afskedigelse fra arbejdet i Danmark begrundet i et kommunal- eller regionalpolitisk hverv i andre lande.
Det foreslås at indføre et forbud mod anbringelse af kommuners og regioners midler i alternative investeringsfonde, så retstilstanden for så vidt angår kommuners og regioners anbringelse af midler på dette punkt føres tilbage til, hvad der var gældende forud for Justitsministeriets udstedelse af den seneste bekendtgørelse om anbringelse af fondes midler. Det foreslås at give indenrigs- og sundhedsministeren adgang til efter drøftelse med KL at fastsætte nærmere regler for vederlæggelse af medlemmerne af de styrende organer for kommunale fællesskaber baseret på objektive kriterier.