L 12 Forslag til lov om Fonden for Plantebaserede Fødevarer.

Af: Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V)
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Forslaget skaber lovgrundlag for at oprette Fonden for Plantebaserede Fødevarer, som har til formål at bidrage til udviklingen af sektoren for plantebaserede fødevarer. Fonden skal støtte projekter vedrørende plantebaserede fødevarer ved bl.a. at yde tilskud til sortsudvikling, dyrkning, forarbejdning, salgsfremme, uddannelse og vidensformidling. Mindst halvdelen af fondens midler skal øremærkes til plantebaserede økologiske fødevarer.

Med forslaget implementeres dele af »Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug« fra oktober 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne. Der afsættes ca. 85 mio. kr. årligt i 2023-2030 til fonden.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. marts 2023.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 110 (S, V, M, SF, DD, LA, KF, EL, RV, DF, ALT og NB), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Kris Jensen Skriver (S), Erling Bonnesen (V), Peter Have (M), Carl Valentin (SF), Carsten Bach (LA), Hans Kristian Skibby (DD), Lise Bertelsen (KF), Søren Egge Rasmussen (EL), Christian Friis Bach (RV), Peter Kofod (DF) og Pernille Vermund (NB)