B 18 Forslag til folketingsbeslutning om at indføre mulighed for kommunalt veto mod husdyrbrug og muslingeopdræt.

Af: Rasmus Nordqvist (SF) , Karsten Filsø (SF) , Jacob Mark (SF) og Carl Valentin (SF)
Samling: 2021-22
Status: 2. behandlet/Forkastet
Forslaget pålægger regeringen at fremsætte de forslag m.v., som er nødvendige, for at give kommunerne vetoret over for etablering eller udvidelse af husdyrbrug i kommunen og over for kystnære muslingeopdræt i fjorden eller langs kysten. Det kan ske med henvisning til helhedshensyn i den kommunale planlægning, herunder f.eks. kommunens klimamål, lugtgener for borgerne, Grønt Danmarkskort over vild natur, byudvikling og hensyn til turisme og andre erhvervsaktiviteter, som kan have en større betydning for lokal vækst og beskæftigelse, end husdyrbrug eller muslingeproduktion kan have.
Forslaget blev forkastet. For stemte 27 (SF, RV, EL, FG og ALT), imod stemte 73 (S, V, KF, DF, NB, LA, Hans Kristian Skibby (UFG), Lise Bech (UFG) og Marie Krarup (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Kasper Roug (S), Erling Bonnesen (V), René Christensen (DF), Rasmus Nordqvist (SF), Rasmus Nordqvist (SF), Zenia Stampe (RV), Søren Egge Rasmussen (EL), Per Larsen (KF), Peter Seier Christensen (NB) og Susanne Zimmer (FG)