L 163 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Ny opholdsordning for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæftigelsesmæssige kvalifikationer).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet
Med lovforslaget ønsker regeringen at sidestille udlandsdanskere med udenlandske arbejdstagere, der får opholdstilladelse efter positivlisten eller beløbsordningen. Dermed får de samme adgang til at tage familie med til Danmark på lempeligere vilkår. Det er bl.a. en betingelse for at få medfølgende familie med til Danmark, at arbejdstageren kan forsørge familien, og at familien bor sammen i Danmark.

Regeringen oplyser, at den foreslåede ordning er begrundet i erhvervs- og beskæftigelsesmæssige hensyn, da ordningen varetager hensynet til Danmarks interesse i at tiltrække højtkvalificerede udlandsdanskere.

Behovet for at justere reglerne er en følge af den ændring i regelsættet, som er gennemført efter Den Europæiske Menneskeretsdomstols dom i sagen Biao mod Danmark, der dømte 26-årsreglen diskriminerende.

Fjernelsen af 26-årsreglen gør det vanskelige for udlandsdanskere at få deres familie med til Danmark, da de skal opfylde de almindelige betingelser for familiesammenføring (tilknytningskravet).

Af hensyn til de udlandsdanskere, der er flyttet til Danmark i en forventning om at være omfattet af 26-årsreglen, indføres en særlig overgangsordning, så allerede hjemvendte udlandsdanskere under visse betingelser kan få deres familie med til Danmark, uanset at de ikke længere er etableret i udlandet.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 90 (S, DF, V, LA, RV og KF), imod stemte 19 (EL, ALT og SF), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Mattias Tesfaye (S), Martin Henriksen (DF), Marcus Knuth (V), Søren Søndergaard (EL), May-Britt Kattrup (LA), Josephine Fock (ALT), Sofie Carsten Nielsen (RV), Naser Khader (KF) og Holger K. Nielsen (SF)