L 137 Forslag til lov om ændring af dyreværnsloven.

(Skærpelse af straffen i grove dyreværnssager, præcisering af dyrs status som levende væsener, skærpelse af reglerne om rettighedsfrakendelse, meddelelse af påbud og forbud, ophævelse af krav om tilladelse til æglægningsbure).

Af: Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V)
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet
Med lovforslaget foreslås en ændring af dyreværnsloven, således at straffen skærpes for overtrædelse af dyreværnsloven i sager om mishandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr og i gentagelsestilfælde af uforsvarlig behandling af dyr. Forslaget omfatter overtrædelser begået i forbindelse med udøvelse af erhverv såvel som privates behandling af dyr.

Lovforslaget indeholder desuden, at den nuværende påbudsbestemmelse udvides, så det i videre udstrækning er muligt at anvende påbud på området. Der skal derudover indføres hjemmel til at meddele forbud.

Loven træder i kraft den 1. juli 2016.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 110 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF, KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Lea Wermelin (S), Karina Due (DF), Erling Bonnesen (V), Maria Reumert Gjerding (EL), Carsten Bach (LA), Christian Poll (ALT) og Lisbeth Bech-Nielsen (SF)