L 134 Forslag til lov om ændring af lov om offentlige veje m.v., jernbaneloven og forskellige andre love.

(Implementering af VVM-direktivet for statslige vej- og jernbaneprojekter samt havneprojekter).

Af: Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V)
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet
Formålet med lovforslaget er at implementere VVM-direktivet i vejloven, jernbaneloven og havnelovgivningen for statslige projekter. I forbindelse med en ændring af VVM-direktivet i 2014 blev en undtagelse fra VVM-procedure for de af Transport- og Bygningsministeriets projekter, der vedtages ved anlægslov, ophævet. Derfor implementeres der en VVM-procedure for de projekter, der vedtages ved anlægslov, i vejloven og i jernbaneloven.

Vejdirektoratet og Banedanmark udpeges til kompetente myndigheder til at varetage VVM-processuelle opgaver frem til Folketingets vedtagelse af en anlægslov.

Med henblik på at forenkle VVM-reglerne implementeres der samtidig en administrativ VVM-procedure, hvorefter Trafik- og Byggestyrelsen fremover vil være kompetent VVM-myndighed og meddele administrativ VVM-tilladelse til de statslige vej- og jernbaneprojekter, der ikke skal vedtages ved anlægslov.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 90 (S, DF, V, LA, RV, KF), imod stemte 20 (EL, ALT, SF), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Magnus Heunicke (S), Kim Christiansen (DF), Kristian Pihl Lorentzen (V), Henning Hyllested (EL), Villum Christensen (LA), Nikolaj Amstrup (ALT) og Karsten Hønge (SF)