L 107 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v.

(Anvendelse af Landsbyggefondens midler m.v.).

Af: Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S)
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lovforslaget indebærer, at der afsættes midler til, at Landsbyggefonden fortsat kan støtte renovering, boligsocial indsats, infrastrukturændringer, nedrivninger og nybyggeri i den almene boligsektor.

Lovforslaget udmønter aftalen om anvendelsen af Landsbyggefondens midler og effektivisering af den almene boligsektor, som regeringen (Socialdemokratiet og Radikale Venstre), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti indgik den 28. november 2014.

Forslaget indeholder en række elementer til anvendelsen af Landsbyggefondens midler og effektivisering af den almene boligsektor. F.eks. fordobles renoveringsrammen i 2015 og 2016, den boligsociale ramme fortsættes med 465 mio. kr. årligt i perioden 2015-2018, infrastrukturrammen videreføres med 160 mio. kr. årligt fra 2017-2020, nedrivningsrammen fastsættes til 600 mio. kr. samlet i perioden 2015-2018, og Landsbyggefondens medfinansiering af det almene nybyggeri i 2015-2018 udgør fortsat 25 pct. af den statslige ydelsesstøtte.

Forslaget skal træde i kraft den 1. marts 2015, så Landsbyggefonden kan meddele tilsagn til nye projekter m.v. så hurtigt som muligt.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 70 (S, DF, RV, SF, EL, UFG), imod stemte 38 (V, LA, KF (ved en fejl)), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Jan Johansen (S), Louise Elholm (V), Karina Adsbøl (DF), Liv Holm Andersen (RV), Eigil Andersen (SF), Lars Dohn (EL), Ole Birk Olesen (LA) og Charlotte Dyremose (KF)