L 137 Forslag til lov om ændring af lov om investeringsforeninger m.v., lov om finansiel virksomhed, skattekontrolloven, aktieavancebeskatningsloven og kursgevinstloven.

(Indførelse af værdipapirfonde og selskaber for investering med kapital, der er variabel, (SIKAV’er) og regler om indberetning af afkast fra værdipapirfonde m.v.).

Af: Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF)
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet
Loven indfører to nye typer institutter for kollektiv investering (UCITS): Selskaber for investering med kapital, der er variabel (forkortet SIKAV’er), og værdipapirfonde. Det sker for at sikre danske udbydere mulighed for at udbyde disse typer af investeringsordninger i Danmark og i andre EU- og EØS-lande på lige fod med konkurrenter i andre EU-lande.

Loven forventes at øge den danske investeringsforvaltningsbranches konkurrenceevne, samtidig med at man fastholder den investorbeskyttelse og åbenhed, som allerede i dag kendes fra investeringsforeningerne.

Branchen får mulighed for at administrere andre former for UCITS end investeringsforeninger, og danske investorer får mulighed for at investere i de nye former for UCITS, der er udbredt i udlandet.
Vedtaget 102 stemmer for forslaget (V, S, DF, RV, SF, LA, KF), 8 stemmer imod forslaget (EL) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget.
Partiernes ordførere
Preben Bang Henriksen (V), Benny Engelbrecht (S), Hans Kristian Skibby (DF), Andreas Steenberg (RV), Annette Vilhelmsen (SF), Frank Aaen (EL) og Merete Riisager (LA)