L 149 Forslag til lov om ændring af integrationsloven, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og forskellige andre love.

(Anvisning af bolig til flygtninge og udvidelse af kredsen af prøveberettigede ved prøve i dansk m.v.).

Af: Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V)
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Loven ændrer bl.a. integrationslovens regler om boliganvisning, så kommunerne ikke længere kan anvise bolig til nyankomne flygtninge i ghettoområder. Loven præciserer desuden, hvilke ledige udlændinge der har ret til beskæftigelsesrettede tilbud. Derudover ændrer loven danskuddannelsesloven. Man udvider bl.a. kredsen af prøveberettigede ved prøve i dansk samt præciserer, at udlændinge, der opholder sig her i landet i medfør af EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed m.v., kan påbegynde danskuddannelse, så snart de kan dokumentere dette opholdsgrundlag og dermed uanset tidspunktet for folkeregistrering eller udstedelse af registreringsbevis m.v.

Loven gennemfører den del af regeringens (Venstre og Det Konservative Folkeparti) ghettostrategi, ”Ghettoen tilbage til samfundet” (oktober 2010), og den del af regeringens aftale med Dansk Folkeparti ”Nye tider, nye krav” (november 2010), som kræver ændringer af integrationsloven.
Vedtaget 103 stemmer for forslaget (V, S, DF, SF, KF, Pia Christmas-Møller (UFG)) 10 stemmer imod forslaget (Holger K. Nielsen (SF), RV, EL, LA, Christian H. Hansen (UFG)) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget
Partiernes ordførere
Karsten Lauritzen (V), Lennart Damsbo-Andersen (S), Martin Henriksen (DF), Astrid Krag (SF), Vivi Kier (KF), Margrethe Vestager (RV) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL)