L 125 Forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven, lov om en børne- og ungeydelse og lov om friskoler og private grundskoler m.v.

(Obligatorisk dagtilbud til tosprogede børn omkring 3 år og standsning af børneydelsen ved forældres manglende overholdelse af sprogvurderings- og sprogstimuleringspligten m.v.).

Af: Socialminister Benedikte Kiær ()
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Loven betyder, at tosprogede børn omkring 3 år med behov for sprogstimulering skal have et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud på 30 timer ugentligt, hvis barnet har en eller to forældre, der ikke er i beskæftigelse. Formålet er, at børnene får mulighed for at udvikle de nødvendige dansksproglige kompetencer, inden de begynder i skole.

Kommunalbestyrelsen skal give et tilskud til forældre til børn, der optages i et sådant tilbud, så forældrenes egenbetaling bortfalder. Forældrene har pligt til at lade deres barn gennemgå en sprogvurdering og efterfølgende sprogstimulering, hvis barnet har behov for det. Kommunalbestyrelsen skal standse udbetalingen af børneydelsen til de forældre, der ikke lever op til denne pligt. Forældre kan selv varetage sprogstimuleringen, hvis den står mål med den sprogstimulering, som kommunalbestyrelsen tilbyder.

Lovforslaget udmøntede en del af finanslovaftalen for 2011 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Loven trådte i kraft den 1. juli 2011.
Vedtaget 58 stemmer for forslaget (V, DF, KF) 50 stemmer imod forslaget (S, SF, RV, EL, LA) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget
Partiernes ordførere
Ellen Trane Nørby (V), Mette Frederiksen (S), René Christensen (DF), Pernille Vigsø Bagge (SF), Vivi Kier (KF), Anne Marie Geisler Andersen (RV) og Line Barfod (EL)