L 139 Forslag til lov om ændring af lov om Forebyggelsesfonden.

(Støtte til udarbejdelse af ansøgning m.v. til Forebyggelsesfonden).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet
Efter 1. behandling henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.

Med loven indføjes en ny paragraf i loven om Forebyggelsesfonden, hvorefter beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at private virksomheder med under 50 ansatte kan få støtte til ekstern bistand i forbindelse med virksomhedemes udarbejdelse af enten ansøgning om støtte til projekt eller tilbud i forbindelse med åbent udbud. Fonden vil inden for en overordnet økonomisk ramme få mulighed for at give støtte til disse virksomheder til de udgifter, der er forbundet med at få ekstern bistand. Hensigten med støtteordningen er at sikre flere kvalificerede ansøgninger fra de mindre, private virksomheder. Herved vil flere ansatte i disse virksomheder fremover kunne drage fordel af de muligheder, der er skabt med oprettelsen af Forebyggelsesfonden. Lovforslaget udmøntede en del af en aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om fordelingen og prioriteringen af Forebyggelsesfondens midler for 2009.

Baggrunden for forslaget var, at Forebyggelsesfonden havde konstateret, at der kun var få mindre, private virksomheder, der søgte om støtte til projekter inden for fondens hovedformål – at støtte virksomheds- og teknologiprojekter, der forebygger nedslidende rutiner og arbejdsgange og/eller bidrager til at fastholde medarbejdere med dårligt helbred eller bidrager til hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet af sygemeldte.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 109 stemmer.
Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 109 stemmer.
Partiernes ordførere
Peter Juel-Jensen (V), Thomas Adelskov (S), Bent Bøgsted (DF), Knud Kristensen (KF), Morten Østergaard (RV) og Line Barfod (EL)