F 35 Vil regeringen redegøre for, i hvilket omfang de stærkt stigende fødevarepriser har ført til øget ulighed og fattigdom i Danmark, og hvilke initiativer regeringen vil tage for at forhindre disse konsekvenser samt sikre, at prisstigningerne på varerne i detailhandelen ikke bliver større, end prisstigningerne på råvarerne gør rimeligt?

Til: Velfærdsminister Karen Jespersen (V) Økonomi- og erhvervsminister og Bendt Bendtsen (KF)
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende forslag til vedtagelse:

V 79. Af Per Clausen (EL).

Fremsat 10-06-08 ..... FF 6231
Bortfaldet 11-06-08 ..... FF 6257

V 80. Af Tina Nedergaard (V), Jørn Dohrmann (DF) og Knud Kristensen (KF).

Fremsat 10-06-08 ..... FF 6232
Vedtaget 11-06-08 ..... FF 6257

V 81. Af Bjarne Laustsen (S), Steen Gade (SF) og Morten Helveg Petersen (RV).

Fremsat 10-06-08 ..... FF 6236
Bortfaldet 11-06-08 ..... FF 6257

Fuld tekst:

V 79:

»Idet Folketinget konstaterer, at de stigende fødevarepriser har ført til øget ulighed, og at en del af prisstigningerne i Danmark er større, end prisstigningerne på råvarerne kan begrunde, opfordrer Folketinget regeringen til at

- fremsætte forslag om nedsat moms på basale sunde fødevarer,

- sikre en effektiv kontrol med priserne på fødevarer,

- afskaffe den særlige starthjælp og kontanthjælpsloftet samt gennemføre et ekstraordinært løft af kontanthjælp, dagpenge, pensioner og SU, som svarer til det sidste års prisstigninger på de basale fødevarer,

- afskaffe satspuljens udhuling af reguleringen af overførselsindkomsterne, så disse fremover stiger i takt med lønudviklingen, og

- indføre gratis sund mad i folkeskolen og i daginstitutionerne.«

V 80:

»Folketinget konstaterer, at fødevarerne er steget kraftigt gennem det seneste år. Samtidig konstaterer Folketinget, at realindkomsten for modtagere af overførselsindkomst over tid ikke udhules, da satserne reguleres med udgangspunkt i årslønnen, hvilket sikrer, at modtagerne får del i den generelle velstandsfremgang. Folketinget har desuden gennemført en række forbedringer for de dårligst stillede, bl.a. gennem tillæg til førtidspensionister og ældrecheck. Folketinget vil følge udviklingen tæt, ligesom konkurrencemyndighederne også løbende undersøger prisudviklingen.

Folketinget finder i øvrigt, at det er væsentligt, at fødevareproduktionen øges på globalt plan, i takt med at efterspørgslen efter fødevarer øges.«

V 81:

»Idet Folketinget med bekymring konstaterer, at priserne på fødevarer er steget markant gennem det sidste år, pålægger Folketinget regeringen

- at afskaffe starthjælpen,

- at fjerne kontanthjælpsloftet,

- at regeringen udarbejder en økonomisk analyse af de hårdest ramte gruppers - herunder pensionisternes - rådighedsbeløb, og

- at regeringen arbejder for en større gennemsigtighed i prisdannelsen, ved at konkurrencemyndighederne belyser sammenhængen mellem de store prisstigninger på den ene side og stigningerne i råvare- og lønpriserne på den anden.«

Afstemning:

V 80 vedtaget med 64 stemmer (V, DF og KF) mod 53 (S, SF, RV og EL).

V 79 og V 81 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Tina Nedergaard (V), Bjarne Laustsen (S), Jørn Dohrmann (DF), Steen Gade (SF), Knud Kristensen (KF), Morten Helveg Petersen (RV) og Per Clausen (EL)