F 14 Vil udenrigsministeren redegøre for udviklingen i The Euro-Mediterranean Partnership, herunder for konklusionerne ved den seneste konference, der afholdtes den 2.-3. december 2003 i Napoli?

Til: Udenrigsminister Per Stig Møller (KF)
Samling: 2006-07
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende forslag til vedtagelse:

V 36. Af Morten Messerschmidt (DF).

Fremsat 16-01-07 ...... FF 2917
Bortfaldet 16-01-07 ...... FF 2933

V 37. Af Birgitte Josefsen (V) og Helle Sjelle (KF).

Fremsat 16-01-07 ........ FF 2918
Vedtaget 16-01-07 ...... FF 2933

V 38. Af Rune Lund (EL).

Fremsat 16-01-07 ...... FF 2929
Bortfaldet 16-01-07 ..... FF 2933

Fuld tekst:

V 36:

»Folketinget udtrykker bekymring over, at samarbejdet mellem EU og de sydlige middelhavslande i The Euro-Mediterranean Partnership ifølge hensigtserklæringerne bl.a. fra ministerkonferencen 2003 i Napoli sigter mod fri bevægelighed af indbyggere. De vestlige lande bør beskytte sig imod indvandringen fra Nordafrika, hvorfor Folketinget vender sig imod, at EU arbejder på at give disse landes indbyggere fri adgang til EU's område.

Endvidere erklærer Folketinget sig skeptisk over for ideen om en EU-Middelhavsfond, der skal fremme dialog mellem kulturer. EU skal ikke på medlemsstaternes vegne føre dialog med den islamiske kultur, men derimod anerkende, at ethvert anliggende i denne henseende hører hjemme i medlemsstaterne, ligesom tanken om, at EU skal give fondsmidler til de nordafrikanske lande, må afvises, så længe landene afholder sig fra at gennemføre de nødvendige reformer til at sikre demokrati, kvinders ligestilling og ytringsfrihed.«

V 37:

»Folketinget noterer sig regeringens redegørelse for udviklingen i Euro-Middelhavs-partnerskabet de seneste år, herunder vedrørende etablering af et frihandelsområde mellem EU-landene og partnerlandene.

Folketinget opfordrer regeringen til aktivt at bidrage til en styrkelse af Euro-Middelhavs-partnerskabet med særligt fokus på etablering af et frihandelsområde, samarbejde om migration samt gennemførelse af politiske, økonomiske og sociale reformer i partnerlandene.«

V 38: »Folketinget pålægger regeringen at arbejde ud fra følgende retningslinjer i forbindelse med Euromed-samarbejdet:

- Handelssamarbejdet skal tage udgangspunkt i de fattigere landes udviklingsbehov frem for EU's store selskabers ønsker om øgede markedsandele.

- Når mennesker fra andre dele af verden arbejder i Danmark, skal dette arbejde foregå på danske løn- og arbejdsvilkår.

Folketinget udtrykker sin positive holdning til kulturel og social udveksling mellem lande i EU og lande i Middelhavsområdet.«

Afstemning:

V 37 vedtaget med 83 stemmer (V, S, KF, RV og SF) mod 15 (DF og EL).

V 36 og V 38 var herefter bortfaldet.
Partiernes ordførere
Birgitte Josefsen (V), Mette Gjerskov (S), Morten Messerschmidt (DF), Helle Sjelle (KF), Lone Dybkjær (RV), Anne Grete Holmsgaard (SF) og Rune Lund (EL)