L 192 Forslag til lov om konkurrencemæssig ligestilling mellem kommuners og regioners egenproduktion og køb af ydelser hos eksterne leverandører i relation til udgifter til merværdiafgift m.v. samt om momsfondet.

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet
Efter 1. behandling henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.

Loven indfører, at momsbidrag fra kommuner og de kommende regioner fremover sker ved regulering af de generelle bloktilskud modsat i dag, hvor der opkræves selvstændige momsbidrag.

Endvidere indfører loven en ny regel om refusion af kommuners og regioners indirekte udgifter til lønsumsafgift. Målet er ifølge loven at skabe mere lige konkurrencevilkår mellem det offentlige og en privat udbyder.

Loven er en del af udmøntningen af aftalen fra den 27. februar 2006 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en kommunal finansieringsreform. Ved aftalen indføres her et nyt finansieringssystem, som er tilpasset kommunernes situation efter kommunalreformen. Loven udmønter den del af aftalen, der vedrører en ændring af momsudligningsordningen.

Loven er en del af regeringens lovpakke om en kommunal finansieringsreform. Det drejer sig endvidere om lovforslagene nr. L 188-L 191 og L 193-L 195.

Lovforslaget vedtaget med 77 stemmer (V, DF, KF og RV) mod 10 (SF og EL); 30 (S) stemte hverken for eller imod.
Lovforslaget vedtaget med 77 stemmer (V, DF, KF og RV) mod 10 (SF og EL); 30 (S) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Leif Mikkelsen (V), Magnus Heunicke (S), Poul Nødgaard (DF), Christian Wedell-Neergaard (KF), Ole Glahn (RV), Poul Henrik Hedeboe (SF) og Line Barfod (EL)