L 135 Forslag til lov om ændring af lov om sikkerhed til søs og sømandsloven.

(Fastsættelse af promillegrænser samt forebyggelse af luftforurening fra skibe).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet
Efter 1. behandling henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. behandling direkte overgang til 3. behandling.

Loven har til formål at højne sikkerheden til søs. Regeringen ønsker med loven at skabe en nulalkoholkultur på erhvervsområdet og i øvrigt at skærpe sanktionerne for spiritussejlads svarende til, hvad der gælder for andre former for færdsel.

Der indføres en fast promillegrænse på 0,20 for alle typer af erhvervssejlads. For de største og de hurtigste fritidsfartøjer indføres en promillegrænse på 0,50, som dog ikke gælder i havn og på beskyttede ankerpladser.

Den hidtil gældende bestemmelse, der indebærer, at den sejlende ikke som følge af spiritusindtagelse må være ude af stand til at agere på fuldt betryggende vis, vil fortsat gælde parallelt med de nye, faste promillegrænser.

Endelig indeholder loven enkelte mindre justeringer og præciseringer, herunder en konsekvensændring af sømandsloven.

Ved et ændringsforslag stillet af økonomi- og erhvervsministeren bliver den generelle promillegrænse sat til 0,50. Promillegrænsen gælder for alle former for sejlads bortset fra fritidssejlads med fartøjer, hvortil der ikke stilles uddannelseskrav til fartøjets fører eller eventuelle styrmand. Dog gælder 0,50-promillegrænsen også for førere af vandscootere og lignende fartøjer.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 130 stemmer.
Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 130 stemmer.
Partiernes ordførere
Kim Andersen (V), Niels Sindal (S), Colette L. Brix (DF), Poul Erik Christensen (RV), Per Ørum Jørgensen (KF), Ole Sohn (SF) og Frank Aaen (EL)