L 108 Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen, lov om specialundervisning for voksne, lov om forberedende voksenundervisning (FVU-loven) og forskellige andre love.

(Udmøntning af kommunalreformen, for så vidt angår specialundervisning, forberedende voksenundervisning, ordblindeundervisning m.v.).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Efter 2. beh. henvist til fornyet behandling i Uddannelsesudvalget (UDU).

Med loven overtager kommunalbestyrelserne fra den 1. januar 2007 amtsrådenes hidtidige ansvar for folkeskolens vidtgående specialundervisning. De mest specialiserede lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud overføres dog til regionerne. Regionsrådene overtager således ansvaret for disse undervisningstilbud, for så vidt angår drift og forsyningssikkerhed samt forpligtelsen til fortsat udvikling af tilbuddene, mens kommunerne får visitationskompetencen og det fulde finansieringsansvar.

Klageadgangen for forældrene til elever på specialskoler og i kommunale specialklasser udvides.

Ansvaret for tilbuddet til ordblinde flyttes til lov om forberedende voksenundervisning (FVU-loven), og den forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisningen forankres på de eksisterende voksenuddannelsescentre, der omdannes til selvejende institutioner. Drifts- og finansieringsansvaret overtages af staten.

Visitationen til ordblindeundervisningen henlægges til voksenuddannelsescentrene, der også overtager adgangen til at indgå driftsoverenskomster med f.eks. oplysningsforbund om tilbud af ordblindeundervisning og forberedende voksenundervisning.

Lovforslaget var en del af den samlede lovgivningsmæssige gennemførelse af kommunalreformen.

Lovforslaget vedtaget med 62 stemmer (V, DF og KF) mod 49 (S, RV, SF og EL).
Lovforslaget vedtaget med 62 stemmer (V, DF og KF) mod 49 (S, RV, SF og EL).
Partiernes ordførere
Tina Nedergaard (V), Carsten Hansen (S), Søren Krarup (DF), Carina Christensen (KF), Margrethe Vestager (RV), Pernille Vigsø Bagge (SF) og Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)