L 87 Forslag til lov om ændring af lov om indskud på etableringskonto, ligningsloven, virksomhedsskatteloven og dødsboskatteloven.

(Udvidelse af etableringskontoordningen og forhøjelse af grænsen for gratisaktier og medarbejderobligationer).

Af: Skatteminister Svend Erik Hovmand (V)
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Titel ændret 18/2 04 fra: Forslag til lov om ændring af lov om indskud på etableringskonto, ligningsloven, virksomhedsskatteloven og dødsboskatteloven. (Udvidelse af etableringskontoordningen og forhøjelse af grænsen for gratisaktier).

Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven medfører en udvidelse af anvendelsesområdet for etableringskontoordningen og en forhøjelse af beløbsgrænsen for skattefri tildeling af aktier og medarbejderobligationer til medarbejdere.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at forslaget havde til formål at forbedre rammerne for at starte egen virksomhed samt at gøre det attraktivt for almindelige lønmodtagere at blive medejere af deres egen virksomhed.

Forhøjelsen af beløbsgrænsen for skattefri tildeling af aktier til medarbejdere var et led i regeringens aftale med Dansk Folkeparti om finansloven for 2004.

Lovforslaget vedtaget med 61 stemmer (V, DF og KF) mod 48 (S, SF, RV, EL og KD).
Partiernes ordførere
Rikke Hvilshøj (V), Jacob Buksti (S), Colette L. Brix (DF), Charlotte Dyremose (KF), Morten Homann (SF), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Jann Sjursen (KD)