Titel ændret 10/12 03 fra: Forslag til lov om ændring af lov om tjenestemænd, lov om tjenestemandspension og lov om tidsbegrænset ansættelse. (Løn ved nedrykning, tjenestefrihed, kongelig udnævnelse og åremålsansættelse).
Efter 1. beh. henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).
Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.
Loven indebærer en ajourføring og forenkling af tjenestemandslovgivningen på en række områder:
- Tilpasning af bestemmelserne om aflønning af tjenestemænd i forbindelse med overgang til en lavere lønnet stilling (nedrykning).
- Begrebet »lønramme« erstattes af »lønmæssig placering« eller lignende udtryk.
- Bestemmelserne om tjenestefrihed og nedsat arbejdstid forenkles, således at kravet om, at perioden for tjenestefrihed uden løn skal have mindst 1 måneds varighed, udgår.
- Reglerne om kongelig udnævnelse af tjenestemænd ændres således, at reglerne om, hvilke tjenestemænd der udnævnes af kongen, fremover fastsættes administrativt, uanset hvornår stillingen er oprettet.
- Der skal ikke længere indhentes en udtalelse fra Lønningsrådet, inden der fastsættes administrative forskrifter.
- Lov om kongelig udnævnelse og åremålsansættelse af visse tjenestemænd ophæves, og de nødvendige bestemmelser overføres til tjenestemandsloven.
- Bestemmelserne om åremålsansættelse ændres således, at den i princippet ubegrænsede adgang til at genansætte ændres, således at genansættelse kan ske højst to gange.
- Der skal ikke længere indhentes en udtalelse fra Lønningsrådet, inden vedkommende minister træffer bestemmelse om, hvilke stillinger der kan besættes på åremål.
- Åremålsloven ophæves, og de nødvendige bestemmelser overføres til tjenestemandsloven.
Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at baggrunden for forslaget var et behov for at ajourføre og forenkle tjenestemandslovgivningen på en række områder, bl.a. for at tilpasse reglerne for tjenestemænd til den udvikling, der var sket i tjenestemændenes lønsystem.
Lovforslagets bestemmelser om ændring af reglerne om ansættelse af tjenestemænd på åremål gennemførte dele af Rådets direktiv om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, jf. direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999, på tjenestemandsområdet og supplerede den gennemførelse af direktivet, som var sket ved lov nr. 370 af 28. maj 2003 om tidsbegrænset ansættelse.
Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 116 stemmer.