L 225 Forslag til lov om ændring af lov om statens uddannelsesstøtte og lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

(Tillægsstipendium og supplerende studielån til forsørgere, forhøjelse af det højeste fribeløb og regulering af stipendier til hjemmeboende på 18 og 19 år i ungdomsuddannelser m.v.).

Af: Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V)
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven indfører et nyt stipendium som tillæg til uddannelsessøgende, der er forsørgere. Loven giver endvidere forsørgere under uddannelse mulighed for at optage supplerende studielån.

Loven afskaffer samtidig ordningen med særligt børnetilskud til uddannelsessøgende forældre, som tildeles enlige forsørgere på SU og samboende forsørgere, hvor begge modtager SU. Dette gælder dog ikke for sidstnævnte gruppe af forsørgere, hvis parret har to eller flere børn og de efter de gældende regler vil få de maksimalt to særlige børnetilskud til uddannelsessøgende udbetalt uanset antallet af børn. I så fald vil kun det ene af de to særlige børnetilskud til uddannelsessøgende bortfalde.

Lovforslaget havde baggrund i aftale af 17. marts 2004 mellem regeringen, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre om at skabe bedre forhold for forsørgere under uddannelse og for uddannelsessøgende, der afsluttede uddannelsen. Aftalen blev tiltrådt af Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

Formålet med lovforslaget var at give forsørgere under uddannelse bedre vilkår inden for SU-systemet for at starte eller gennemføre en uddannelse.

Lovforslaget vedtaget med 99 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og KD); 1 (EL) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Gitte Lillelund Bech (V), Thomas Adelskov (S), Louise Frevert (DF), Helle Sjelle (KF), Morten Homann (SF), Margrethe Vestager (RV), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Bodil Kornbek (KD)