L 199 Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, integrationsloven og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

(Tilsyn med kommunale rådighedsvurderinger, tilsyn med kommunernes visitation, aktiveringsfri periode, nedsættelse af befordringsgodtgørelse, refusion m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ()
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh. henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven indeholder bl.a.

- en hjemmel til at etablere et statsligt tilsyn med de kommunale rådighedsvurderinger af kontant- og starthjælpsmodtagere samt modtagere af introduktionsydelse, der alene har ledighed som problem,

- en bemyndigelse for beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler for tilsyn med kommunernes praksis i vurderingen af, hvilke aktiviteter eller tilbud der skal gives efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (visitation), og

- en bemyndigelse for beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler om, at kommuner, der ikke foretager de foreskrevne sagsbehandlingsskridt over for den enkelte ledige, mister retten til refusion af udbetalt kontant- eller starthjælp.

Lovforslaget udgjorde for det første et delelement i udmøntningen af aftalen »Flere i arbejde«, som regeringen indgik i oktober 2002 med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti, jf. lovforslag nr. L 60, L 61 og L 62 samt L 190, L 191, L 192, L 193 og L 194 fremsat i folketingsåret 2002-03.

For det andet var lovforslaget en opfølgning på lovkomplekset vedrørende »Flere i arbejde« som følge af arbejdet med udmøntningen af aftalen og erfaringerne fra kommunernes praksis på området.

Lovforslaget vedtaget med 97 stemmer (V, S, DF, KF, RV og KD) mod 8 (SF og EL).
Partiernes ordførere
Flemming Oppfeldt (V), Bjarne Laustsen (S), Bent Bøgsted (DF), Charlotte Dyremose (KF), Pernille Falcon (EL) og Mogens Nørgård (KD)