L 150 Forslag til lov om brug af køberet eller tegningsret til aktier m.v. i ansættelsesforhold.

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ()
Samling: 2003-04
Status: Stadfæstet
Beh sammen: L 150 og L 151.

Efter 1. beh. henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2. beh. direkte overgang til 3. beh.

Loven fastsætter regler for brugen af aftaler eller ordninger om købe- eller tegningsrettigheder til aktier m.v. i ansættelsesforhold. Loven indebærer,

- at lønmodtagere, der opsiges af arbejdsgiveren, som hovedregel bevarer retten til at udnytte tildelte købe- eller tegningsrettigheder, som om lønmodtageren fortsat var ansat,
og
- at lønmodtageren ved opsigelse fra arbejdsgiverens side bevarer retten til en forholdsmæssig andel af tildelinger af købe- eller tegningsrettigheder i det løbende regnskabsår, hvor lønmodtageren fratræder. Opsiger lønmodtageren selv sin stilling, mister lønmodtageren derimod disse rettigheder.

Loven indeholder samtidig en pligt for arbejdsgiveren til at oplyse om indholdet af ordningen eller aftalen om købe- eller tegningsrettighederne til aktier m.v. (udvidet oplysningspligt).

Lovforslaget blev fremsat sammen med lovforslag nr. L 151.

Det fremgik af bemærkningerne, at formålet med lovforslaget bl.a. var at forbedre vilkårene for udbredelsen af købe- eller tegningsrettigheder til aktier m.v., der blev tilbudt en lønmodtager som led i et ansættelsesforhold.

Forud for lovforslaget havde beskæftigelsesministeren i efteråret 2002 nedsat et udvalg for at få belyst relevante problemstillinger i forbindelse med anvendelsen af aktiebaserede incitamentsprogrammer inden for ansættelsesretten (aktieoptionsudvalget). Udvalget afgav betænkning nr. 1430/2003 den 4. september 2003.

I forbindelse med behandlingen af lovforslaget i Folketinget blev der vedtaget et ændringsforslag, som pålagde arbejdsgiveren, at udarbejdelsen af den skriftlige erklæring om en aktieoptionsaftale, som fremgik af § 3 i loven, skulle foreligge på dansk.

Lovforslaget vedtaget med 60 stemmer (V, DF, KF og KD) mod 41 (S, SF, RV og EL).
Partiernes ordførere
Freddy Dam (V), Lene Jensen (S), Bent Bøgsted (DF), Lars Barfoed (KF), Ole Sohn (SF), Line Barfod (EL) og Mogens Nørgård (KD)