B 84 Forslag til folketingsbeslutning Danmarks støtte til, at Taiwan opnår observatørstatus i Verdenssundhedsforsamlingen i Genéve.

Samling: 2003-04
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh. henvist til Udenrigsudvalget (URU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at arbejde for, at Taiwan blev indbudt til at være observatør ved Verdenssundhedsforsamlingen i Genève.

Beslutningsforslaget var en ændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 90 fra folketingsåret 2001-02 (2. samling), jf. omtalen i Årbog & Registre 2001-02 side 416.

Forslagsstillerne anførte i bemærkningerne, at det fremgik af statutterne for WHO, at enhver stat skulle kunne blive medlem af organisationen, og at medlemskab af FN ikke var en forudsætning. Taiwan havde været medlem af WHO indtil 1971, hvor Taiwan som følge af Folkerepublikken Kinas optagelse i FN blev pålagt at forlade FN og WHO.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 25 (DF, SF, EL og KD) stemte for, 73 (V, S, KF og RV) imod.
Partiernes ordførere
Troels Lund Poulsen (V), Jeppe Kofod (S), Peter Skaarup (DF), Gitte Seeberg (KF), Margrete Auken (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Søren Søndergaard (EL) og Jann Sjursen (KD)