L 58 Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning og lov om tilskud til elproduktion.

(Vedvarende energi, tilladelse til elforsyningsnet på søterritoriet m.v., fortrolighed m.v.).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Samling: 2002-03
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Det Energipolitiske Udvalg (EPU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven ændrer lov om elforsyning, hvorved der fastsættes et midlertidigt pristillæg for elektricitet fra vindmøller, indtil et VE-bevismarked bliver etableret. Endvidere indføres der krav om tilladelse til etablering af elforsyningsnet på søterritoriet m.v. og bestemmelser, der skal sikre, at alle kollektive elforsyningsvirksomheder opfylder krav om iagttagelse af fortrolighed.

Herudover foretager loven en lovteknisk præcisering i lov om tilskud til elproduktion.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at ændringerne i støtten til vindmøller skete med henblik på at gennemføre intentionerne i en energipolitisk aftale af 19. juni 2002 mellem regeringen, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti.

Lovforslaget vedtaget med 101 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og KRF) mod 2 (EL).
Partiernes ordførere
Kim Andersen (V), Svend Auken (S), Aase D. Madsen (DF), Helle Sjelle (KF), Anne Grete Holmsgaard (SF), Martin Lidegaard (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Bodil Kornbek (KrF)