L 195 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension med flere love.

(Valgfrihed i SP-ordningen).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ()
Samling: 2002-03
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven skaber valgfrihed i SP-ordningen, idet der gives SP-kontohaverne mulighed for at vælge en anden investeringsforvalter end ATP eller helt at flytte pengene ud af ATP-huset. Loven træder i kraft den 1. juli 2003, men det bliver først muligt at vælge investeringspuljer og udnytte sin flytteret pr. 1. januar 2005. Dette skyldes, at der er behov for omfattende systemændringer i bl.a. SP.

Lovforslaget var en del af finanslovaftalen for 2002.

Det fremgik af bemærkningerne, at baggrunden for lovforslaget var arbejdet fra et embedsmandsudvalg, som blev nedsat i foråret 2002, og som skulle analyse mulighederne for at give borgerne større indflydelse på placeringen af deres pensionsmidler, herunder midlerne i den Særlige Pensionsopsparing. Udvalgets arbejde blev offentliggjort i rapporten »Større valgfrihed i pensionsopsparingen« fra maj 2003, jf. Arbejdsmarkedsudvalget alm. del - bilag 415.

Lovforslaget vedtaget med 61 stemmer (V, DF, KF og KRF) mod 45 (S, SF, RV og EL).
Partiernes ordførere
Flemming Oppfeldt (V), Lene Jensen (S), Bent Bøgsted (DF), Lars Barfoed (KF), Søren Søndergaard (EL) og Tove Videbæk (KrF)