L 156 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven

(Skærpelse af udsendelsesforanstaltningerne, effektivisering af sagsbehandlingen vedrørende ansøgninger om humanitær opholdstilladelse m.v.).

Af: Integrationsminister Bertel Haarder ()
Samling: 2002-03
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik (UUI).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven giver de personer, der har fået afslag på asyl eller er udvist ved dom, intensiveret rådgivning om og indskærpelse af udrejsepligten, mulighed for at modtage 3.000 kr. til genetablering i hjemlandet, hvis udlændingen aktivt medvirker til udrejsen, fratagelse af kontante ydelser, hvis udlændingen ikke medvirker, og overflytning til Center Sandholm for denne persongruppe.

Loven indebærer endvidere, at ansøgning om humanitær opholdstilladelse kan indgives efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl i 1. instans og ikke som hidtil skal afvente Flygtningenævnets afgørelse.

Lovforslaget byggede på forslag fra en arbejdsgruppe, der var nedsat i foråret 2002, vedrørende udsendelse af afviste asylansøgere og udlændinge, der var udvist ved dom. Denne arbejdsgruppe var nedsat, fordi det havde vist sig vanskeligt at udsende nogle af de udlændinge, der skulle forlade Danmark.

Ændringen af proceduren for behandling af ansøgninger om humanitær opholdstilladelse var foreslået, fordi der siden 2001 havde været en markant stigning i antallet af disse ansøgninger, hvilket bl.a. havde ført til stigende sagsbehandlingstid med deraf følgende pres på indkvarteringssystemet.

Lovforslaget vedtaget med 59 stemmer (V, DF og KF) mod 47 (S ved fejlafstemning, SF, RV, EL og KRF).
Partiernes ordførere
Birthe Rønn Hornbech (V), Karen J. Klint (S), Søren Krarup (DF), Else Theill Sørensen (KF), Anne Baastrup (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Søren Søndergaard (EL) og Bodil Kornbek (KrF)