F 67 Hvad kan regeringen i lyset af de seneste drøftelser med Grønlands landsstyre oplyse om den videre håndtering af den amerikanske anmodning om opgradering af Thuleradaren?

Til: Udenrigsminister Per Stig Møller (KF)
Samling: 2002-03
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag til vedtagelse:

V 117. Af Jens Hald Madsen (V), Jeppe Kofod (S), Peter Skaarup (DF), Kaj Ikast (KF), Niels Helveg Petersen (RV) og Jann Sjursen (KRF).

Fremsat .............. FF 9944
Vedtaget .............. FF 10029

V 118. Af Søren Søndergaard (EL) og Villy Søvndal (SF).

Fremsat .............. FF 9964
Bortfaldet ............. FF 10029

Fuld tekst:

V 117. Af Jens Hald Madsen (V), Jeppe Kofod (S), Peter Skaarup (DF), Kaj Ikast (KF), Niels Helveg Petersen (RV) og Jann Sjursen (KRF):

»Folketinget noterer med tilfredshed, at der er opnået en forståelse mellem regeringen og Grønlands Landsstyre om et forhandlingsudspil over for USA om bl.a. en fornyelse af Forsvarsaftalen af 1951.

Folketinget opfordrer regeringen til sammen med Grønlands Landsstyre at indlede en forhandlingsproces mellem Danmark/Grønland og USA om det dansk/grønlandske udspil med henblik på at nå til enighed, inden opgraderingen af Thuleradaren kan finde sted.«

V 118. Af Søren Søndergaard (EL) og Villy Søvndal (SF):

»Folketinget opfordrer regeringen til at afvise den amerikanske anmodning om at opgradere Thuleradaren i Grønland, så den kan indgå i det amerikanske missilskjold.

Det er Folketingets opfattelse, at det amerikanske missilskjoldsystem

- er et forkert svar på udfordringer fra stater eller bevægelser, som måtte besidde eller påtænke at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben,

- indgår i en ny amerikansk doktrin om forebyggende angreb (»preemptive strikes«) og skal bruges til at cementere USA's militære overlegenhed på verdensplan,

- vil føre til, at Kina anskaffer sig endnu flere atommissiler for at kunne fastholde sin afskrækkelseskapacietet over for USA, hvilket kan udløse en oprustningsspiral i Asien, f.eks. mellem Indien og Pakistan,

- vil gøre en nedrustning af atomvåben og masseødelæggelsesvåben vanskeligere og dermed - stik imod den erklærede hensigt - gøre verden mere usikker og farlig, og

- under alle omstændigheder vil gøre Grønland til et potentielt bombe- eller terrormål i tilfælde af en sikkerhedspolitisk krise.«

Afstemning:

V 117 vedtaget med 97 stemmer (V, S, DF, KF, RV, KRF og SIU) mod 12 (SF og EL); 1 (IA) stemte hverken for eller imod.

V 118 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Jens Hald (V), Jeppe Kofod (S), Peter Skaarup (DF), Kaj Ikast (KF), Villy Søvndal (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Søren Søndergaard (EL), Jann Sjursen (KrF), Kuupik Kleist (IA) og Lars-Emil Johansen (SIU)