F 19 Hvilke planer har regeringen med hensyn til at følge, regulere og eventuelt forbyde anvendelsen af stamceller fra befrugtede æg og fosteranlæg, og hvad kan regeringen oplyse om forskningen i stamceller fra voksne og fra navlestrengsblod?

Af: Tove Videbæk (KrF) , Bodil Kornbek (KrF) , Mogens Nørgård (KrF) og Jann Sjursen (KrF)
Til: Videnskabsminister Helge Sander () Indenrigs- og sundhedsminister og Lars Løkke Rasmussen (V)
Samling: 2002-03
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag til vedtagelse:

V 26. Af Tove Videbæk (KRF).

Fremsat ............. FF 2075
Bortfaldet ............. FF 2110

V 27. Af Hanne Severinsen (V), Sophie Hæstorp Andersen (S), Birthe Skaarup (DF) og Else Theill Sørensen (KF).

Fremsat ............. FF 2081
Vedtaget .............. FF 2110

V 28. Af Margrete Auken (SF) og Naser Khader (RV).

Fremsat ............. FF 2091
Bortfaldet ............. FF 2110

Fuld tekst:

V 26. Af Tove Videbæk (KRF):

»Folketinget anerkender, at der er etiske problemer forbundet med anvendelse af befrugtede æg og fosteranlæg i stamcelleforskning. Folketinget pålægger derfor regeringen at sikre, at stamceller fra befrugtede æg og fosteranlæg ikke anvendes i Danmark, men at forskningen i brug af stamceller fra voksne og fra navlestrengsblod fremmes.«

V 27. Af Hanne Severinsen (V), Sophie Hæstorp Andersen (S), Birthe Skaarup (DF) og Else Theill Sørensen (KF):

»Idet Folketinget konstaterer,

- at Genteknologiudvalgets rapport giver Folketinget og offentligheden et solidt grundlag for en debat om de svære etiske spørgsmål og problemstillinger, som de nye bio- og genteknologier giver anledning til,

- at Genteknologiudvalget inden for stamcelleterapiområdet har peget på syv spørgsmål, til hvilke det er ønskeligt, at der tages stilling, og

- at Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har anmodet Teknologirådet om i samarbejde med Det Etiske Råd at gennemføre en høring om forskning i embryonale stamceller i slutningen af januar/starten af februar 2003,

opfordrer Folketinget regeringen til

- at give plads til en bred, offentlig debat, inden der politisk tages stilling til de spørgsmål, Genteknologiudvalget har stillet, og de spørgsmål, sagen i øvrigt rejser, og

- at fremlægge sin stillingtagen i foråret 2003.«

V 28. Af Margrete Auken (SF) og Naser Khader (RV):

»Folketinget anerkender, at der er store muligheder i stamcelleforskningen.

Til udvikling og anvendelse af såkaldte »voksne stamceller« kan celler fra befrugtede æg bruges, under forudsætning af

- at det udelukkende drejer sig om befrugtede æg, der er blevet tilovers fra IVF-behandling (reagensglasbehandling),

- at formålet alene er grundlæggende forskning i den embryonale udvikling med sigte på fremtidige terapeutiske muligheder, og

- at forskningen finder sted i regi af de videnskabsetiske komitésystemer med informeret samtykke fra donorer osv.

Folketinget anerkender kun befrugtning af menneskeæg, hvis formålet er fødsel af børn.«

Afstemning:

V 27 vedtaget med 98 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og EL) mod 1 (KRF).

V 26 og V 28 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Kim Andersen (V), Sophie Hæstorp Andersen (S), Birthe Skaarup (DF), Else Theill Sørensen (KF), Margrete Auken (SF), Naser Khader (RV), Line Barfod (EL) og Tove Videbæk (KrF)