B 58 Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod transport og slagtning af højdrægtige produktionsdyr og heste.

Af: Kristen Touborg (SF) , Margrete Auken (SF) og Aage Frandsen (SF)
Samling: 2002-03
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Titel ændret 8/4 03 fra: Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod transport og slagtning af højdrægtige dyr.

Efter 1. beh henvist til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FLF).

2. (sidste) beh afbrudt og forsl henvist til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FLF).

Folketingsbeslutningen pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2002-03 - i forlængelse af de tiltag, som Retsudvalget i beretning af 31. maj 2002 over B 62, B 67 og B 82 om transport af dyr pålægger regeringen - at forbyde at transportere og slagte drægtige produktionsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden.

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at forslagsstillerne ikke fandt det veterinærfagligt, dyrevelfærdsmæssigt eller dyreetisk forsvarligt at transportere og slagte drægtige dyr.

Beslutningsforslaget fik sin endelige udformning efter vedtagelse af ændringsforslag, der afgrænsede de dyr, som er omfattet af forslaget, til produktionsdyr og heste.

Beslutningsforslaget vedtaget med 62 stemmer (S, DF, SF, RV, EL og KRF) mod 45 (V og KF).
Partiernes ordførere
Karsten Nonbo (V), Inger Bierbaum (S), Christian H. Hansen (DF), Else Theill Sørensen (KF), Kristen Touborg (SF), Morten Østergaard (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Mogens Nørgård (KrF)