L 91 Forslag til lov om ændring af lov om en kommunal tjenestemandsret.

(Ændring af reglerne om søgsmålskompetence m.v.).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Taget tilbage 28/2 02.

Lovforslaget havde til formål at ændre reglerne om søgsmålskompetence, således at amtsråd og kommunalbestyrelser, der ikke havde afgivet deres forhandlingsbemyndigelse til Kommunernes Landsforening eller Amtsrådsforeningen, også kunne anlægge sager ved tjenestemandsretten, såvel som der kunne anlægges sag mod dem. Endvidere kunne de kræve, at beskikkede dommere eller stedfortrædere for disse ikke deltog i sagen.

Baggrunden for lovforslaget var, at en kommune havde meldt sig ud af Kommunernes Landsforening. Foreningen havde derfor ikke længere bemyndigelse til på kommunens vegne at anlægge sag ved retten, og det var endvidere ikke muligt, at der kunne anlægges sag af eller mod kommunen.