L 77 Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

(Behandling af erstatningskrav efter skader i udlandet).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer, at der oprettes et erstatningsorgan, som bl.a. kan behandle erstatningskrav fra skadelidte bosat i Danmark efter færdselsuheld i en anden EU-medlemsstat. Endvidere indebærer loven, at der oprettes et informationskontor, som efter en skade i en anden EU-medlemsstat kan bistå skadelidte med at få oplysninger om det skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold.

Lovforslaget gennemførte dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstatenes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (fjerde motorkøretøjsdirektiv).

Formålet med lovforslaget var at forbedre skadelidtes muligheder for at få erstatning efter færdselsuheld i en EU-medlemsstat.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 104 stemmer.
Partiernes ordførere
Karsten Nonbo (V), Sandy Brinck (S), Per Dalgaard (DF), Helge Adam Møller (KF), Margrete Auken (SF), Elisabeth Arnold (RV), Pernille Falcon (EL) og Jann Sjursen (KrF)