L 141 Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse af straf m.v.

(Gennemførelse af EU-retshjælpskonventionen, den 2. tillægsprotokol til Europarådets retshjælpskonvention og EU-rammeafgøreise om fælles efterforskningshold).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3.beh.

Loven giver hjemmel til, at danske domstole kan imødekomme anmodninger fra udenlandske myndigheder om afhøring af et vidne her i landet ved hjælp af telekommunikation. Loven giver endvidere mulighed for, at personer, der er frihedsberøvede i udlandet, kan overføres til Danmark med henblik på at afgive forklaring m.m. til brug for en straffesag i udlandet.

Endelig giver loven hjemmel til, at personer, der her i landet afgiver forklaring ved hjælp af telekommunikation til brug for en udenlandsk ret, kan straffes for falsk forklaring.

Formålet med lovforslaget var at gennemføre de lovændringer, der var nødvendige, for at man i Danmark kunne anvende EU-retshjælpskonventionen, Europarådets 2. tillægsprotokol til den europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager og forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold.

EU-retshjælpskonventionen havde først og fremmest til formål at forbedre det retlige samarbejde mellem EU-landene og at lette og udvikle efterforskning på tværs af grænserne.

Lovforslaget vedtaget med 109 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og KRF) mod 2 (EL).
Partiernes ordførere
Birthe Rønn Hornbech (V), Frank Jensen (S), Per Dalgaard (DF), Helge Adam Møller (KF), Margrete Auken (SF), Elisabeth Arnold (RV) og Line Barfod (EL)