F 35 Hvad er den danske regerings holdning til NATO's fremtidige udvikling op til NATO-mødet i Prag?

Af: Villy Søvndal (SF) , Margrete Auken (SF) og Aage Frandsen (SF)
Til: Udenrigsminister Per Stig Møller (KF)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: Foretaget
Under forhandlingen fremsattes følgende:

Forslag til vedtagelse:

V 76. Af Villy Søvndal (SF).

Fremsat .............. FF 7301
Forkastet .............. FF 7333

V 77. Af Ulrik Kragh (V), Mogens Lykketoft (S), Holger Gorm Petersen (DF), Helge Adam Møller (KF), Morten Helveg Petersen (RV) og Jann Sjursen (KRF).

Fremsat .............. FF 7304
Vedtaget ............... FF 7333

Fuld tekst:

V 76. Af Villy Søvndal (SF):

»Folketinget opfordrer regeringen til frem til topmødet i Prag at arbejde for,

- at NATO forpligter sig på aftaler om sikkerheds- og nedrustningsskridt, der bryder med de nuværende oprustningstendenser.

- at NATO forpligter sig på den brede sikkerhedspolitiske dagsorden, hvor sikkerhed ikke alene opnås ved militære skridt, men i højere grad ved udvikling og ved løsning af konflikter.

- at NATO afviser ethvert skridt hen imod atomvåbens anvendelse i udkæmpelse af krige.«

V 77. Af Ulrik Kragh (V), Mogens Lykketoft (S), Holger Gorm Petersen (DF), Helge Adam Møller (KF), Morten Helveg Petersen (RV) og Jann Sjursen (KRF):

»Folketinget opfordrer regeringen til i det videre arbejde i NATO, herunder i tiden frem mod topmødet i Prag den 21.-22. november 2002, at arbejde for,

- at NATO forbliver det centrale forum for solidarisk og forpligtende sikkerhedspolitisk samarbejde mellem Europa og USA, herunder blandt andet gennem et stærkt EU-/ NATO-samarbejde om krisestyring,

- at NATO gennem en væsentlig udvidelse, der blandt andet inkluderer alle tre baltiske lande, bidrager til den sikkerhedspolitiske integration i Europa,

- at NATO's partnerskabssamarbejde fortsat bidrager til stabilitet, tillid og sikkerhed i Europa, og

- at NATO er en vigtig ramme i den globale indsats mod terrorisme og mod spredning af masseødelæggelsesvåben.«

Afstemning:

V 77 vedtaget med 104 stemmer (V, S, DF, KF, RV og KRF) mod 2 (EL); 9 (SF) stemte hverken for eller imod.

V 76 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Ulrik Kragh (V), Mogens Lykketoft (S), Holger Gorm Petersen (DF), Helge Adam Møller (KF), Villy Søvndal (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Jann Sjursen (KrF)