B 80 Forslag til folketingsbeslutning om styrket integration af udlændinge i Danmark.

Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik (UUI).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen at tage en række initiativer inden for integration, arbejdsmarkedspolitik, den offentlige sektor, uddannelsespolitik og ligestilling med det overordnede formål for integrationsindsatsen, at udlændinge i Danmark skulle være i beskæftigelse i samme omfang som alle andre, og at udlændinge i øvrigt skulle tage del på lige fod med andre på alle andre niveauer i samfundet.

Forslagsstillerne anførte i bemærkningerne, at den vigtigste opgave var at styrke integrationen af udlændinge i Danmark, så de kunne deltage i og bidrage til det danske samfund på lige fod med danskere. Hovedansvaret for succesfuld integration lå efter forslagsstillernes opfattelse hos den, der skulle integreres, men samfundet skulle have en forpligtelse til at stille de fornødne tilbud til rådighed.
Partiernes ordførere
Birthe Rønn Hornbech (V), Ritt Bjerregaard (S), Morten Bødskov (S), Søren Krarup (DF), Else Theill Sørensen (KF), Kamal Qureshi (SF), Christian Brix Møller (RV), Søren Søndergaard (EL) og Jann Sjursen (KrF)