B 76 Forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af børnepornografi.

Samling: 2001-02 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at tage initiativ til, at internetudbydere fik pligt til at registrere og opbevare logfiler i indtil 6 måneder med henblik på at forbedre efterforskningsmulighederne i sager om børnepornografi. Endvidere skulle al besiddelse af børnepornografisk materiale gøres strafbar uanset materialets grovhed.

Spørgsmålet om registrering og opbevaring af logfiler var behandlet af det såkaldte Brydensholt-udvalg i dets betænkning nr. 1377/1999, hvor et enigt udvalg anbefalede en regulering af forholdet. Justitsministeren havde imidlertid ikke fremsat lovforslag herom.

Efter forslagsstillernes opfattelse havde pligtmæssig logning af brug af Internettet vigtige præventive og efterforskningsmæssige fordele. Forslagsstillerne ønskede endvidere det strafbare område for besiddelse af børnepornografisk materiale udvidet, idet børnepornografi efter deres opfattelse altid var en krænkelse af børns rettigheder og værdighed uanset materialets grovhed.