B 181 Forslag til folketingsbeslutning om hensyntagen til flygtninges ønsker og baggrund ved boplacering.

Af: Knud Erik Hansen (SF) , Anne Baastrup (SF) og Jes Lunde (SF)
Samling: 2000-01
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at tage initiativ til en lovændring, der skulle forbedre flygtninges retsstilling i forhold til myndighedernes beslutning om, hvor de skulle bo. Bl.a. skulle flygtningene have mulighed for at klage over boplaceringen samt have bedre mulighed for efterfølgende at flytte til en anden kommune.

Som baggrund for beslutningsforslaget henviste forslagsstillerne til to konsulentrapporter, der evaluerede erfaringerne med integrationsloven, som trådte i kraft den 1. januar 1999. Endvidere havde Nævnet for Etnisk Ligestilling udgivet en rapport om boplacering af flygtninge efter integrationsloven.

Det var forslagsstillernes opfattelse, at alle tre undersøgelser viste, at der var markante problemer med hensyntagen til flygtninges ønsker og behov ved boplacering.
Partiernes ordførere
Lars Kramer Mikkelsen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), John Vinther (KF), Knud Erik Hansen (SF), Elisabeth Arnold (RV), Peter Skaarup (DF) og Jette Gottlieb (EL)