B 161 Forslag til folketingsbeslutning om kasseeftersyn af udlændingelovgivningen.

Samling: 2000-01
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at tage initiativ til at ændre udlændingelovgivningen på en række punkter. Det skulle bl.a. ske efter følgende retningslinjer:

- Indførelse af en retfærdig kvoteflygtningepolitik.
- Midlertidig opholdstilladelse de første 7 år.
- Genoptagelse af asylsag ved flygtninges ferierejse til hjemlandet.
- Hurtigere asylbehandling.
- Afsløring af fupasylansøgere.
- Omgående udsendelse efter afslag.
- Strammere regler for familiesammenføring.
- Smidigere behandling af ansøgninger om opholdstilladelse til specialister m.v. fra udlandet.

Forslagsstillerne fremsatte beslutningsforslaget, fordi Danmark efter deres opfattelse var præget af ukontrolleret indvandring, hvor jungleloven og uretfærdigheden herskede.

Et meget stort antal asylansøgere var efter forslagsstillernes mening slet ikke berettiget til asyl.

Endvidere ønskede forslagsstillerne at dæmme op for arrangerede ægteskaber og forhindre, at udlændinge i ly af lange sagsbehandlingstider kunne benytte tiden til at begå kriminalitet.

Ifølge bemærkningerne ønskede forslagsstillerne først og fremmest at hjælpe flygtninge i deres nærområder, hvor det ville være muligt at yde hjælp til langt flere flygninge for de ressoucer, som anvendtes på asylansøgere i Danmark og andre EU-lande.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 46 (V, KF, DF, Mogens Andreasen (UP), Kim Behnke (UP) og Frank Dahlgaard (UP)) stemte for, 58 (S, SF, CD, RV, EL og KRF) imod.
Partiernes ordførere
Lars Kramer Mikkelsen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Gitte Seeberg (KF), Knud Erik Hansen (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Peter Skaarup (DF), Arne Melchior (CD), Søren Kolstrup (EL) og Jann Sjursen (KrF)